Tæt SuperMatch venter lørdag

Tæt supermatch venter lørdag
Supermatch
Tilbage
07. august 2019
2. Runde i Gjensidige Kvindeliga byder på SuperMatch i Thy-Thisted, hvor BSF gæster Sparekassen Thy Arena.
Der kan ikke findes nogen resultater.

 

Af: Anne Grønning

 

Denne weekends SuperMatch finder sted I Thy-Thisted, hvor BSF kommer på besøg. Begge mandskaber led i første runde et nederlag og skal derfor forsøge at finde genrejsning og hente point i denne 2. runde af Gjensidige Kvindeligaen.

Der er lagt op til en spændende og intens kamp, hvor kravet for begge mandskaber er point.

 

Torben Overgaard, Cheftræner FC Thy-ThistedQ forventer en tæt kamp. Kampene imod BSF, har for vane at være tætte, særlig på Sparekassen Thy Arena.

”Selv om BSF tabte deres første kamp 3 – 0, synes jeg faktisk at de spiller en fin kamp i Odense. Særligt de første 20 - 25 minutter, sad de på kampen, så jeg forventer en tæt kamp på lørdag.

Vi har selvfølgelig, brugt ugen på at se BSF an, og har kigget på deres styrker. Dem vil vi naturligvis forsøge at lukke ned for på lørdag. Jeg forventer en kamp med fuld knald på fra begge mandskaber.

Vi glæder os rigtig meget til vores første SuperMatch og med alle de tiltag klubben har lavet i forbindelse med kampen, er der ingen tvivl om, at det bliver en fed kulisse, for pigerne, at spille i”, fortæller Torben Overgaard frem imod lørdagens SuperMatch.

 

BSF’s Cheftræner Per Lisdorf, forventer ligeledes et tæt opgør på Sparekassen Thy Arena, de tager til Thy-Thisted, for at spille deres eget spil og komme hjem med point.

”Vi har arbejdet meget med hvordan vi spiller bolden ud nedefra. I denne uge har vi flyttet arbejdet lidt længere frem på banen og arbejdet med den sidste tredjedel af spillet. Vi har mange spillere, der er gode med bolden, så vi skal kunne true modstanderen dybt og være skarpe mod mål.

Vi skal forsøge at vinde kampen med vores eget spil. Vores målsætning er slutspillet, så vi skal bruge point. Vi skal forsøge, hele tiden at kigge på de positive dele i vores spil og arbejde mentalt med troen på både holdets og egne evner. Så er jeg sikker på vi nok skal få point.”

 

På Sparekassen Thy Arena vil der allerede fra kl. 12.00 være masser af aktiviteter omkring stadion, der vil blandt andet være en fodboldturnering.

Kl. 14.00 åbnes FanZonen, her vil der være musik, fartmåler, panabane og ansigtsmaling. Til alle piger og drenge er der ”Byg selv burger” og til forældrene er der kaffe og kagebord.

Der er med andre ord, alt mulig grund til at bruge lørdagen på SuperMatch i Gjensidige Kvindeliga på Sparekassen Thy Arena.