Stort forskningsprojekt søsat i Kvindeligaen

Stort forskningsprojekt søsat i kvindeligaen
Tilbage
12. august 2019
Undersøgelsen vil kortlægge, hvor dansk kvindefodbold befinder sig målt mod udenlandske ligaer, samt hvordan der skal arbejdes fremadrettet.
Der kan ikke findes nogen resultater.

Af: Anne Grønning, foto: Bo Kousgaard, SDU

En forskningsgruppe på 10 forskere, med SDU-professor Peter Krustrup i spidsen, har søsat kvindeeliteprojektet ”Fysisk præstation i Den ny Kvindeliga”, med målinger af kampintensitet, træthedsudvikling, teknisk-taktisk præstation, fysiologiske og psykologiske kampmålinger samt fodboldrelevant fysisk form hos de otte hold i Gjensidige Kvindeliga.

Peter Krustrup, har forsket i kvinde- og herreelitefodbold i 20 år og hans gruppe er førende i verden indenfor elite- og breddefodboldforskning.

Gruppen lavede en tilsvarende undersøgelse for 10 år siden. Udviklingen i dansk kvindefodbold har været stor og det bliver derfor spændende at se hvor kvindefodbolden befinder sig i dag, sammenlignet med dengang. Undersøgelsen vil endda denne gang blive betydeligt grundigere med flere kampe og flere målinger i hver af kampene, samt fysisk testning for hver af de otte hold. Der begynder tilmed også at være data fra de udenlandske kvindeligaer, som kan give et endnu bedre billede af hvor den danske liga- og de danske spillere befinder sig. Der vil derfor blive udarbejdet et validt grundlag for det fremtidige arbejde med de fysiske præstationer i dansk kvindeelitefodbold.

Undersøgelsen har til formål at kortlægge, hvor dansk kvindeligafodbold befinder sig målt mod de udenlandske kvindeligaer, såvel som i forhold til de danske kvindelandshold. På den måde finde de bedste metoder til det fremtidige arbejde med forbedring- og optimering af de fysiske præstationer.

”Vi får med denne undersøgelse, et meget detaljeret billede af den fysiske form og den fysiske kamppræstation i Gjensidige Kvindeliga, og kan sammenligne både hold, spilpositioner og de forskellige typer kampe. Det bliver spændende at se hvor meget der er sket de seneste 10 år med de fysiske krav i den hjemlige liga og de danske topspilleres kamppræstationer set rent fysisk, teknisk, taktisk og psykologisk”, fortæller Peter Krustrup.

Forskningsholdet vil efter undersøgelsen være i stand til at komme med anbefalinger til klubberne og til trænerteamet omkring de danske kvindelandshold. På den måde kan undersøgelsen, forhåbentlig, være med til at styrke dansk kvindefodbold endnu mere, så den positive udvikling fortsættes.

Projektet udføres i samarbejde mellem kvindeligaklubberne, Dansk Boldspil-Union og Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet og løber indtil udgangen af 2019.