Tak for en fed sæson

IMG 1116
Tilbage
24. juni 2025
En fantastisk sæsons sidste kampe er spillet. Her kan du læse om alt, hvordan det gik, og se frem mod næste sæsons kvalifikation til Europa.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Sæsonen 2025/2026 i dansk kvindefodbold for klubhold er netop afsluttet. Her var den helt store historie selvfølgelig, at Fortuna Hjørring igen har sat sig på tronen i dansk kvindefodbold ved at vinde The Double. De grønne fra Nordjylland har dermed 12 mesterskaber i den bedste danske række og 10 pokaltitler under bæltet.

Et voldsomt vinderhold
I Gjensidige Kvindeliga var Fortuna Hjørring suveræne. Holdet havde ved sæsonafslutningen 52 point og endte således 13 point foran de nærmeste forfølgere fra FC Nordsjælland. Fortuna vandt også pokalfinalen på Lyngby Stadion med 1-0 efter forlænget spilletid mod sidste års The Double-vindere fra netop FC Nordsjælland.

Anderledes tæt var det om de efterfølgende pladser. Her endte FC Nordsjælland med at tage sølv i Kvindeligaen, mens HB Køge via et fantastisk stærkt slutspil sikrede sig bronzemedaljer for næsen af Brøndby IF, der i år måtte undvære medaljer på en fjerdeplads.

Danmark i Europa
Det betyder også, at Fortuna Hjørring, FC Nordsjælland og HB Køge skal repræsentere dansk kvindefodbold i næste sæsons kvalifikation til de europæiske klubturneringer.

Fra 2025/2026-sæsonen tilføjes endnu en europæisk klubturnering på kvindesiden, når første sæson af UEFA Women's Europa Cup skydes i gang. Turneringen rangerer lige under kvindernes Champions League, også kaldet UWCL, og i Europa Cup spilles hele turneringen i et direkte knockout-format. HB Køge deltager som dansk repræsentant i denne turnering og træder ind i anden kvalifikationsrunde. Der er lodtrækning hertil d. 19. september.

I den fineste klubturnering, kvindernes Champions League, spiller både Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland med fra anden kvalifikationsrunde. Runden afholdes som en miniturnering mellem fire hold på en enkelt lokation.

Fortuna Hjørring trak:
Hibernian FC Women som modstander i sin semifinale

I den anden semifinale i puljen spiller:
BSC Young Boys
Apollon Ladies FC

FC Nordsjælland trak:
AC Sparta Praha som modstander i sin semifinale

I den anden semifinale i puljen spiller:
AS Roma
WFC Aktobe

Miniturneringerne afvikles d. 27.-30. august.

Brandvarme profiler
Topscorer og Årets Profil - valgt af spillerne selv - i Gjensidige Kvindeliga i denne sæson blev Fortuna Hjørrings nigerianske angriber Joy Omewa, der med et brandvarmt niveau over hele sæsonen og 22 flotte mål var stærkt medvirkende til en gylden double for Fortuna.

På topscorerlisten blev Joy dog presset til det sidste af det amerikanske godstog, Olivia Garcia, der i høj grad blev billedet på HB Køges vilde forår med sine i alt 18 scoringer i sæsonen.

Også OB Q's tordenfod fra USA, Zoe Hasenauer, AGF's supertekniker Signe Baattrup, Brøndby IF's keeper Jalen Tompkins og FC Nordsjællands tilsvarende Amanda Brunholt er nogle af dem, der har gjort sig positivt bemærket ved at være afgørende i løbet af den netop afsluttede sæson i Kvindeligaen.

Nye legekammerater på vej op
I 1. og 2. division er der selvfølgelig også en række klubber, som hver især har gjort sig bemærket. FC Midtjylland vandt kvalspillet og rykker op i Kvindeligaen sammen med Kolding IF, der blev nummer 2 og altså dermed bevarer sin status som Kvindeliga-klub.

F.C. København vandt deres slutspil til 1. division og rykker dermed op i den næstbedste række. Det skete blandt andet via en historisk kamp i Parken mod Næstved HG, som FCK vandt med 2-1. Lige over 18.000 mennesker, herunder 1000 udebanefans fra Næstved, havde fundet vej til Parken og skabte en fantastisk kulisse trods massivt regnvejr.

De to puljer i 2. divisions slutspil blev vundet af henholdsvis Sundby Boldklub og Team Viborg, så de også i næste sæson er at finde i 2. division, hvor Allerød FK og Ølstykke FC til gengæld rykker ud. Oprykkere til 2. division fra kvindeserierne er Randers Q, Silkeborg IF Q, Svogerslev BK og Fremad Valby.

Vi glæder os allerede til næste sæson, der starter i august måned. Husk, at du fra den kommende sæson kan følge Kvindeligaen på TV 2, ligesom du selvfølgelig kan fange kampene på dit lokale stadion. Vi ses derude!