Sådan får du billetter til pokalfinalen

20240619FB 7000 (1)
Tilbage
15. april 2025
Finalen i Gjensidige Kvindepokalen spilles på Lyngby Stadion d. 17. maj. Her kan du læse optakt til de afgørende semifinaler, og se, hvordan du sikrer dig billetter til finalen.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Kulminationen på Gjensidige Kvindepokalen nærmer sig. Skærtorsdag spilles de sidste semifinaler, som afgør hvem der tørner sammen i finalen på Lyngby Stadion lørdag d. 17. maj kl. 15.00. Den første pokalfinale for kvinder øst for Storebælt siden finalen på Brøndby Stadion i 2019.

Billetterne til finalen sættes til salg tirsdag d. 22. april, men i bunden af denne artikel kan du skrive dig op, og få besked som en af de første, så snart billetterne går i salg.

Lurer overraskelsen i Hjørring?
I den første semifinale tager Gjensidige Kvindeligaens førerhold Fortuna Hjørring imod F.C. København, der pt. spiller om oprykning til 1. division, hjemme på Nord Energi Arena.

Den første kamp på Vanløse Idrætspark endte højst overraskende 1-1. Her bragte unge Julie Børkop hjemmeholdet fra FCK foran, men Kvindeligaens suveræne topscorer, nigerianske Joy Omewa, kunne heller ikke holdes fra scoring, og derfor endte kampen uafgjort.

Når den afgørende semifinale mellem de to skydes i gang i Hjørring skærtorsdag kl. 15.00 vil favoritværdigheden derfor igen være på Fortuna Hjørring, mens københavnerne vil gøre alt for at jagte overraskelsen og spille sig i en pokalfinale i klubbens første sæson nogensinde.

Begge hold møder op til kampen med selvtilliden i orden. Fortuna Hjørring vandt i weekenden 2-0 over HB Køge, mens F.C. København vandt 2-0 over Varde IF.

Kampen mellem Fortuna Hjørring og F.C. København kan ses på Sport Live.

Medaljekonkurrenter tørner sammen
De to andre finale-bejlere, FC Nordsjælland og Brøndby IF, mødes for tredje gang i træk inden for få uger, da de også kæmper om de samme point i toppen af Gjensidige Kvindeliga. Her indtager de to hold henholdsvis 2. og 3. pladsen.

Klubberne kender derfor hinanden aldeles godt, og det var da også netop dem, der stod i finalen i Gjensidige Kvindepokalen i 2024 på MCH Arena i Herning. Her trak FC Nordsjælland sig sejrrigt ud af finalen med cifrene 2-1 og kan dermed kalde sig forsvarende The Double-mestre som både pokalvindere og vindere af Gjensidige Kvindeliga.

FC Nordsjælland vandt også den første semifinale på Bane 2 i Brøndby via en 1-0-sejr i et ellers låst opgør, hvor begge hold så ud til at gøre sig klar til den afgørende semifinale i Farum skærtorsdag. Kampens enlige mål blev sat ind af FC Nordsjællands topscorer Alma Aagaard. 

Kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF kan ses på Pluto TV.

Gå ikke glip af finalen
Så når klokken slår 19 (plus tillægstid) torsdag aften, er vi formentlig meget klogere på, hvem der mødes i den store finale i Gjensidige Kvindepokalen 2025 på Lyngby Stadion d. 17. maj. Kampen er den største enkeltstående klubkvindekamp i Danmark, og det bliver helt sikkert en dag, du ikke vil gå glip af. 

Billetterne sættes til salg tirsdag d. 22. april, men følg linket, og skriv dig op allerede nu. Så får du besked som en af de første, når billetterne går i salg, så du kan sikre dig din plads på stadion.

SKRIV DIG OP HER