Hvem skal spille Gjensidige Kvindeliga til næste sæson?
Foto: Rasmus Lykke
Én klub fra Nordjylland, én klub fra Nordvestjylland, én klub fra Fyns hovedstad, én klub fra Sydsjælland og to klubber fra samme postnummer i København – det er opskriften på dette års kvalspil. AaB og FC Thy-Thisted Q endte som nummer 7 og 8 i Kvindeligaens grundspil i efteråret, hvorfor de skal kæmpe med de fire bedst placerede hold fra grundspillet i 1. division, som er OB Q, Næstved HG, B.93 og Østerbro IF.
Aab og FC Thy-Thisted Q
Alt tyder på en interessant og tæt kvalliga, hvor flere klubber har som deres klare mål, at komme i Kvindeligaen. Både AaB og FC Thy-Thisted Q må betegnes som to af favoritterne, da de kommer fra en halvsæson på øverste hylde i det danske fodboldhierarki på kvindesiden. De to klubber havde dog to meget forskellige efterårssæsoner. AaB lagde som oprykker godt for land med godt spil og evnede at drille en del klubber i begyndelsen. Dog blev det hurtigt hverdag og de fik sværere og sværere ved at indhente de nødvendige point. FC Thy-Thisted Q havde omvendt en svær start på sæsonen, men en slutspurt var ved at skabe spænding til sidst og havde de sat slutspurten ind tidligere, havde de måske skulle spille om medaljer i Kvindeligaslutspillet. Kan de finde det spil frem som de præsterede i slutningen af efteråret, så er de en klub der skal holdes øje med i kvalspillet. Der er en væsentlig ændring hos thyboerne idet der er skiftet ud på trænerposten. Ny mand i sædet er Torben Overgaard. Han afløser Peer Lisdorf.
B.93 og Næstved HG
Netop Peer Lisdorf er dog stadig at finde i kvalligaen, da han har overtaget posten som træner i B.93. B.93 har været en del af kvalligaen de sidste mange år. Faktisk er de det hold, som oftest har været repræsenteret i rækken, hvor der spilles om de to pladser i Kvindeligaen. De seneste to sæsoner har de været uhyre tæt på oprykning.
Sidste sæson var det faktisk kun målscoreren der gjorde, at AaB endte på 2. pladsen. Spændende bliver det om rutinerede Peer Lisdorf kan føre dem tilbage i Kvindeligaen. B.93 fik dog ikke den bedste optakt, da de i lørdags spillede pokalkvartfinale mod Næstved HG. Denne kamp endte 2-2 i ordinær tid og i forlænget trak Næstved det længste strå og er dermed videre i semifinalen. Omvendt var det naturligvis en god optakt for Næstved HG, som ifølge dem selv var underdogs i kampen og det må vi så også formode, at de mener de er i kvalligaen. De viste dog i sidste års kvalliga, at de sagtens kan drille de andre klubber. Så selvom de formentlig ikke ser sig selv som en af de oplagte bejlere, så kan de meget vel få en central rolle i slaget om hvem der rykker op.
Næstved HG ledes af Arne Ringsing. Med sig i trænerstaben har han sin datter Louise Ringsing, som også er at finde i spillertruppen. Faktisk tegnede hun sig for to af scoringerne i weekendens kvartfinale mod B.93.
Østerbro IF og OB
De to sidste klubber er klubber med vidt forskellige ambitioner for foråret. Østerbro IF er at finde for første gang i kvalligaen. De skal dog ikke undervurderes. Efter et flot efterår, hvor de ender på en 3. plads i 1. divisions grundspil kun to point efter B.93, så har de bevist at de kan være med og nøjagtig ligesom Næstved HG, så er Østerbro IF et hold, der sagtens kan drille de andre. kvalligaens sidste hold; OB Q vandt 1. divisions grundspil og må også være en af favoritterne til at komme i Kvindeligaen. I sæsonen 2022/2023 var det Odense Q, som var i kvalligaen, men med OB’s engagement i kvindefodbold, tørnede OB Q ud i efterårets 1. division med de klassiske blå og hvide striber og med hjemmebane på Nature Energy Park. Hvis man er i tvivl om OB Q’s ambitioner, så giver de selv et klart og tydeligt praj, ved at have hentet en række spillere i vintertransfervinduet. Desuden er Kristian Mørch Rasmussen hentet ind som cheftræner. Kristian Mørch Rasmussen har tidligere været assistent for det danske kvindelandshold. Bo Sundahl, som var træner i efteråret, fortsætter som assistenttræner.
Kampoversigt
Der er ingen grund til ikke at tro, at vi får en spændende kvalliga, og den sparkes i gang lørdag den 16. marts hvor alle kampe i 1. runde spilles:
Lørdag den 16. marts
Kl. 14:00: Næstved HG – FC Thy-Thisted Q
Kl. 14:00: B.93 – OB Q
Kl. 15:00: AaB – Østerbro IF