FC Nordsjælland blev sæsonens store vinder

FCN Mester (1)
Tilbage
24. juni 2024
Sæsonen 2023/2024 er veloverstået og spillerne kan nu tage på en velfortjent ferie, inden de i august starter den nye sæson op.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Med sidste sæsons tætte mesterskabskamp mellem HB Køge og Brøndby var der inden den netop afsluttede sæson forhåbninger om en lignende tæt sæson. At den skulle blive historisk spændende, havde de færreste nok turdet håbe på. Hele fire hold var i spil til mesterskabet sent i slutspillet, og med to runder tilbage var det tre hold og selve mesterskabet blev afgjort på allersidste spilledag med få marginaler.

 

FC Nordsjælland fortsatte, hvor de slap

I forrige sæson sluttede FC Nordsjælland med at vinde pokaltitlen, da de slog Fortuna Hjørring i Aalborg. En kamp, der senere skulle vise sig at være et varsel om nordsjællændernes styrke. Den nye sæson (2023/2024) blev nemlig åbnet med manér. De første seks kampe bød på fire sejre og to uafgjorte, og dermed var ingen i tvivl om, at de var en bejler til mesterskabet.

Grundspillet sluttede yderst tæt. Brøndby IF vandt grundspillet, men både FC Nordsjælland og HB Køge var kun ét point efter.

I den anden ende af tabellen måtte AaB og FC Thy-Thisted Q tage til takke med en plads i Kvalifikationsligaen. Dette på trods af, at FC Thy-Thisted Q tog en flot skalp i sidste kamp ved at slå førerholdet fra Brøndby IF. En kamp, der viste sig at være dyr for Brøndby IF i sidste ende.

 

Mesterskabet afgjort på sidste spilledag

Den tætte kamp i toppen fortsatte. Dog havde HB Køge svært ved at finde formen for alvor, og de sakkede lidt bagud, men med en stærk stime til sidst fik de alligevel blandet sig i mesterskabskampen. Fortuna Hjørring lå hele tiden og lurede bagfra. Nordjyderne var svære at slå, men spillede for mange uafgjorte til for alvor at kunne true i mesterskabskampen.

Dermed endte det med en duel mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF. En duel, der blev afgjort på allersidste spilledag, hvor de to hold stod overfor hinanden i silende regn på bane 2 i Brøndby. En meget lige kamp endte 1-1, hvilket var nok til, at FC Nordsjælland kunne løfte DM-trofæet for første gang i klubbens historie.

 

The Double

Få dage senere skulle netop Brøndby IF og FC Nordsjælland dyste igen. Denne gang i pokalfinalen på MCH Arena i Herning. Første halvleg blev en taktisk affære uden de store chancer. Det var tydeligt at se, at de to hold netop havde mødtes. Gaspedalen blev dog trådt i bund i anden halvleg, og tilskuerne fik en seværdig afslutning på sæsonen. FC Nordsjælland tog sejren med 2-1. Dermed kunne de løfte det andet trofæ inden for få dage, og samtidig blev de dobbelte pokalmestre.

Til historiebøgerne kan det tilføjes, at FC Nordsjælland blev det første hold til at forsvare en pokaltitel siden Brøndby IF gjorde det i 2018. Ligeledes skal vi tilbage til 2017 for at finde den seneste ”the double”. Igen her var det Brøndby IF, der leverede den præstation.

Stort tillykke til FC Nordsjælland med begge titler.

Vi glæder os til næste sæson, hvor vi skal sige velkommen til OB Q og B.93, som blev henholdsvis nr. 1 og 2 i Kvalifikationsligaen.