Ekspertvurdering af transfervinduet

23A3772 Enhanced NR
Tilbage
03. september 2024
Efter transfervinduet vurderer Marianne With Bindslev hvem der står stærkest og svagest i Gjensidige Kvindeliga
Der kan ikke findes nogle resultater.

Efter 4. runde af Gjensidige Kvindeliga er transfervinduet lukket og slukket. Nogle klubber har skiftet voldsomt ud, mens andre har fokuseret på kontinuitet. Men hvem er kommet bedst og dårligst ud af vinduet? Det har vi bedt fodboldeksperten Marianne With Bindslev om at vurdere. Holdene er rangeret fra dårligst til bedst:

Nr. 8 – HB Køge

Tilgang: Silje Simonsen (Brøndby IF), Lisa Stengs (Ajax Amsterdam), Fleur Huisman (Ajax Amsterdam), Rebeka Winther (B.93), Eevi Sutela (FC Honka), Tinaya Alexander (London City Lionesses), Alex Hargrave (Michigan State Spartans)

Afgang: Cornelia Kramer (Bayer 04 Leverkusen), Maja Hagemann (A.S. Sassuolo), Alyssa Walker (Spokane Zephyr FC), Georgia Eaton-Collins (Sporting Club de Portugal), Cecilie Fløe (Tampa Bay Sun FC), Mie Leth Jans (Brøndby) Agnete Marcussen (F.C. Como Women)

Vurdering: For anden sommersæson i træk er der udsalg i Køge. Det kostede mesterskabet i sidste sæson og med 3 nederlag i de første 4 kampe, hænger mesterskabsdrømmene i en tynd tråd. Bærende profiler er udskiftet med talenter og spillere, der har brug for en genstart. HB Køge startede ud med en papirtynd trup med kun 18 spillere, hvor af flere var nyoprykkede fra u19 holdet. De to unge Ajax talenter er uprøvede på dette niveau og Silje Simonsen er stadig en kvindeligaspiller under udvikling. Tre signings i vinduets sidste uge har forstærket truppen, men igen er der først og fremmest investeret i uforløst talent og spillere, der er i starten af deres udviklingskurve. Spændende at se, hvor mange af dem, der forløses i sæsonen.

 

 Nr. 7 – B93: 

Tilgang: Thea Rohde (AaB), Malou Klitte (Brøndby IF), Julia Hjørlunde (Næstved HG), Laura Juul, Cilje Ostenfeld (tidligere FCN og HB Køge), Silja Weinell (lejet i FC Nordsjælland), Carla Schulz (lejet i Brøndby)

Afgang: Rebeka Winther (HB Køge), Daphine Nyayenga (Fortuna Hjørring)

Vurdering: B.93 er gået lidt under radaren og har hentet hentet 7 forstærkninger ind, herunder to lejemål. En del af spillerne har ligaerfaring eller er unge spillere fra større adresser. Det løfter holdet, bundniveauet hæves og træner Peer Lisdorf har nu en reel mulighed for at drille de andre hold. Rebeka Winther havde en frikøbsklausul i kontrakten, så B.93 ikke kunne sige nej, da HB Køge var klar til at frikøbe sidste års suveræne topscorer i 1. division. Med 33 mål i 27 kampe efterlader Rebeka et krater i den københavnske offensiv.  Thea Rohde er hentet i AaB som afløser. Hun har masser af talent, men det er for stort ansvar at give hende. Lykkes det Peer Lisdorf at føre holdet til overlevelse i ligaen, så bør de opstille en statue af manden foran klubhuset.

 

Nr. 6 – Brøndby IF

Tilgang: Mie Leth Jans (HB Køge), Tanja Myrseth (Lyn Fotball), Molly Wiklander (IFK Norrköping), Angel Mukusa (lejet i FC Rosengaard), Ingibjörg Sigurdardóttir (MSV Duisburg) Bengt Sæternes (træner U15-U17 cheftræner Norge)

Afgang: Silje Simonsen (HB Køge), Nea Lehtola (Brann), Natalia Wróbel (Glasgow City FC), Louise Winther (karrierestop), Kristín Dís Árnadóttir (Breiðablik), Per Nielsen

 Vurdering: Kvindeligaholdet er nu flyttet over i den professionelle afdeling, og de langsigtede planer og øget professionalisme gør langsomt sit indtog. Det tog også lang tid at finde den rette træner og holdet har haltet lidt her i starten. Mie Leth Jans landede som en appelsin i turbanen, da HB Køge ikke ønskede at forlænge med hende og Ingibjörg Sigurdardóttir, der kom ind i på vinduets sidste dag, ligner en super signing. Samlet set er truppen på niveau med sidste år, men ombygningsfasen koster helt naturligt i år et.

 

Nr. 5 – Kolding IF: 

Tilgang: Ava Collins (St. John’s, New York), Emma Hoppe (AGF), Cecilie Christensen (AaB), Lotte Raab (Hamburger SV), Kathrine Clement (FC Thy-Thisted Q)

Afgang: Ida Aaquist Olsen (FC Midtjylland), Mathilde Gaarn Hansen (endt lejeophold), Benedicte Moss (ukendt klub) Sille Bach (ukendt klub), Sofie Lybæk (Fortuna Hjørring), Maja Poulsen (Harvard), Sille Fuhlendorff (ukendt klub)

 Vurdering: Kolding IF havde et forfærdeligt forår. Tabet af Pernille Sandvig og Laura Faurskov var lige så tungt som frygtet. Udover de 2, var det tredje ben i offensiven Benedicte Moss, og da hun ikke forlængede kontrakten, så det pludseligt meget vanskeligt ud for Kolding. Men med tilbagekomsten af Emma Hoppe og Cecille Christensen kommer der to rutinerede kvindeliga spillere hjem, der kan gå lige ind i startopstillingen. Læg dertil Ava Collins, der har scoret mange mål i amerikansk universitetsfodbold og minder af statur om Benedicte Moss.

 

Nr. 4 – Fortuna Hjørring

Tilgang: Pernille Skrydstrup Pedersen (AaB), Sofie Lybæk (Kolding IF), Daphine Nyayenga (B.93), Samantha Kühne (Arminia Bielefeld)

Afgang: Mathilde Carstens (Celtic), Signe Carstens (Celtic), Cristina Botojel (U Olimpia Cluj), Hannah Kohl (ukendt klub), Rikke Dybdahl (FC Midtjylland)

Vurdering: Høj grad af kontinuitet. Min første tanke var, at tabet af tvillingesøstrene Carstens var et stort tab, men Fortuna spiller hurtigere med færre berøringer uden dem. Rikke Dybdahl vender ikke hjem fra lejeopholdet i Spanien, men med Joy i kanonform, er tabet overskueligt. Truppen er pakket med udenlandske spillere, der nu har været under træner Lene Terp i et par år, og hun har efterhånden bygget et hold med stærk defensiv struktur og en tydelig spillestil

 

Nr. 3 – AGF

Tilgang: Cecilie Johansen (Bayer 04 Leverkusen)

Afgang: Julianne Ross (Spartans FC) Kathrine Spanner (ukendt klub), Emma Hoppe (Kolding IF)

Vurdering: Cecilie Johansen vender tilbage til AGF efter et kort ophold i Tyskland. Hun kan gå direkte ind og forstærke holdet fra dag 1. Alle nøglespillere fortsætter i klubben, så det burde stille AGF bedre til den nye sæson. Præstationerne i de første kampe, har vist mere selvtillid, men mindre sult, så kontinuitet i sig selv er ikke nok, men på den længere baneser holdet stærkere ud

 

Nr. 2 – OB: 

Tilgang: Cayla White (North Carolina Courage), Lucy Roberts (Louisville Cardinals), Sophie French (Minnesota Aurora), Anna Bout (University of Pittsburgh), Madelyn Desiano (Houston Dash), Emily Gray (Utah Royals)

 Afgang: Gia Vicari (ukendt klub), Frieda Jensen (SPG FC Lustenau / FC Dornbirn Ladies). Matilde Tesgaard (AaB), Ally Clark (Apollon Ladies), Sofie Hvidbak (ukendt klub), Reese Moffatt (ukendt klub), Kelsey Hill (Angel City FC)

Vurdering: I bedste amerikanske stil er transfervinduet udført efter køb-og-sælg-væk princippet. De nordamerikanske spillere, der var afgørende for at sikre oprykning fra 1. division, er nu erstattet af 7 nye internationale profiler. Ifølge OB er de hentet på en højere hylde og startet på sæsonen viser det er sandt. Spillere med NWSL erfaring, toppet med Emilly Gray, der blev draftet som nr. 3, da hun skiftede fra universitetsfodbold. Efter en skade skal formen bygges op i Danmark. En kæmpe profil, hvis hun kommer i nærheden af hendes niveau

 

Nr. 1 – FC Nordsjælland 

Tilgang: Ingen udefra, men 3 nye ungdomslandsholdsspillere fra akademiet

Afgang: Olivia Thorndahl (ukendt klub), Jennifer Cudjoe (ukendt klub)

Vurdering: Jennifer Cudjoe var allerede væk hele foråret og Thorndahl nåede aldrig at spille en rolle. En del af klubbens unge talenter, var sandsynligvis på vej ud i Europa, men med mesterskabet i ryggen, dannede det pludselig mulighed for at tage den europæiske rejse med FCN. I en klub, hvor forventningen er at et par af de allerbedste forsvinder i sommerpausen er det en sjældenhed. Kontinuitet og et ekstra års erfaring løfter automatisk truppen til et højere niveau og de er min favorit til at genvinde mesterskabet med mindre alle afgange blot er udskudt til vinterpausen.

Husk Gjensidige Kvindeliga skal ses på stadion og på kvindeliga.live.