Bolden ruller atter i Gjensidige Kvindeliga
Sidste weekend var der igen gang i den i Gjensidige Kvindeliga. Grundspillet blev skudt i gang, og det med nogle ret overbevisende sejre. FC Nordsjælland fortsatte, hvor de slap i sidste sæson, og vandt sikkert 4-0 over Kolding IF, mens Fortuna Hjørring tog en flot sejr på 3-0 med hjem fra sidste års sølvvindere, Brøndby IF.
Nye i Kvindeligaen er OB og B.93, da de blev henholdsvis nr. 1 og 2 i forårets Kvalifikationsrække. Det betyder samtidig, at AaB og FC Thy-Thisted Q må en tur i 1. division. OB og B.93 fik to meget forskellige premierer. B.93 fik en hård start, da de hjemme tog imod HB Køge. Holdet fra Østerbro holdt stand til efter pausen, men inkasserede tre mål i 2. halvleg. OB fik en flot start, da de tog til Aarhus og vandt 2-0 over AGF i en kamp, der viste lovende takter for OB’s sæson.
Spændende 2. runde og ny streamingplatform
Anden runde sparkes i gang fredag aften, hvor både Kolding IF og AGF vil forsøge at revanchere første rundes nederlag. Lørdag finder en spændende kamp sted på Nature Energy Park i Odense. OB tager imod Brøndby IF. OB må have selvtillid efter sejren over AGF, mens Brøndby IF formentlig har brugt ugen på at få talt kampen mod Fortuna Hjørring igennem.
Søndag får vi den første styrkeprøve i forhold til mesterskabskampen, når HB Køge byder FC Nordsjælland op til dans. Sidst, men ikke mindst, skal B.93 på en meget svær opgave, når de tager turen til Nordjylland, hvor Fortuna Hjørring tager imod dem.
Som noget nyt kan alle kampene ses på vores nye streamingplatform Kvindeliga.live. Her kan du, udover at se alle kampene, også se highlights samt interviews. For 349 kr. får du adgang til det for resten af sæsonen. Dedikerede kommentatorer vil guide dig gennem kampene i samarbejde med relevante gæster.
2. runde af Gjensidige Kvindeliga
Fredag den 16. august
19:00 Kolding IF - AGF
Lørdag den 17. august
15:00 OB – Brøndby IF
Søndag den 18. august
13:00 HB Køge - FC Nordsjælland
15:00 Fortuna Hjørring – B.93
Se alle kampene på kvindeliga.live