Øget spænding i toppen
FC Nordsjælland blev den store vinder i sidste weekend. De sørgede selv for at hente tre point i Kolding, og da både HB Køge og Brøndby IF tabte point, er toppen nu helt tæt igen. Samtidig sørgede Fortuna Hjørring med en uafgjort mod HB Køge for at holde sig inde i kampen om medaljer.
Topbrag i Brøndby
I 5. runde er der vaskeægte topbrag idet sidste års to mesterskabsduellanter, HB Køge og Brøndby IF, tørner sammen i Brøndby. Kampen er en vaskeægte 6-pointskamp, hvor Brøndby IF med en sejr for alvor kan besværliggøre HB Køges drømme om et fjerde mesterskab på stribe. Omvendt kan HB Køge bringer spændingen i ligaen til nye højder med en sejr. Statistikken er med de blå-gule, hvor vi faktisk skal tilbage til august 2022 for at finde den seneste HB Køge-sejr. Faktisk er de seneste 6 opgør endt med fire sejre til Brøndby IF, én uafgjort og så en enkelt sejr til HB Køge.
Rundens øvrige kampe står mellem Kolding IF og Fortuna Hjørring, og i Farum tager FC Nordsjælland imod AGF. Hvis Fortuna Hjørring skal holde sig inde i kampen om medaljer, kræver det en sejr mod Kolding IF, som reelt ikke har meget at spille om. Dog har vi set tidligere, at Kolding IF kan spille op mod de bedste hold, og i sidste runde skulle der også et sandt drømmemål til, før FC Nordsjælland kunne tage alle tre point med hjem til Farum.
Netop FC Nordsjælland er favoritter mod AGF. FC Nordsjælland kigger ind i runden, hvor de kan lukrere på, at enten HB Køge, Brøndby IF eller begge lider pointtab denne runde, hvorfor tre point på hjemmebane mod AGF er et must. Dog skal man ikke undervurdere AGF, som i sidste uge vandt 2-1 over Brøndby IF. Dog er århusianerne klart bedst på eget græs.
Femte runde af slutspillet i Gjensidige Kvindeliga
Lørdag den 20. april
13:00 Brøndby IF – HB Køge (TV3 Sport)
Søndag den 21. april
13:00 Kolding IF - Fortuna Hjørring (Viaplay)
15:00 FC Nordsjælland – AGF (Viaplay)