Ny FCM-ejer vil have kvindehold til tops
Fodboldklubben FC Midtjylland ejes nu af Danmarks rigeste mand via hans investeringsselskab Heartland. Og det var afgørende for Anders Holch Povlsens entré i FCM, at klubben hurtigst muligt får etableret også et kvindehold, der kan samle hele regionen, være inspiration for alle fodbold-piger – og har potentiale til at spille med i toppen af Kvindeligaen og gerne også ude i Europa.
Det understregede FCMs topchef Claus Steinlein og marketingdirektør Preben Rokkjær, da de præsenterede visionerne bag klubbens nye ejerskab på et særdeles velbesøgt pressemøde tirsdag 15. august i Ikast.
”Senest 1. juli 2024 skal FCM’s nye kvindehold spille deres første kamp på MCH Arena i klubtrøjen med hovedsponsoren Heartland på brystet. Derfor får vi – sammen med bl.a. Vildbjerg FS – travlt med at realisere planerne for både det bedste seniorhold, men også ungdomseliteholdene og tilbuddet på pige-siden, til FCM’s mere end 140 samarbejdsklubber,” siger Preben Rokkjær. Han kunne også fortælle, at FCM allerede har haft en god dialog med Pernille Harder om projektet – og at man håber, at den danske landsholdsanfører vil slutte sin klubkarriere med at trække FCM-trøjen over hovedet.
Vildbjerg leverer licensen
I Vildbjerg SF er humøret også tårnhøjt med udsigt til at blive en vigtig part og levere licensen til det ny FCM-kvindehold:
”Vi er stolte over vores mangeårige arbejde med pigefodbold og ungdomslicens-hold, men FCMs og nu også Heartlands engagement i kvindefodbold betyder, at vi nu også kan tillade os at drømme stort på seniorniveau. Og den positive og respektfulde modtagelse, vi har fået i FCM, giver os stor lyst til at bidrage med alt det vi kan til projektet fremover,” understreger Ketty Lauritsen, kvindeformand i Vildbjerg SF.
Udover FC Midtjylland har 3 andre Superliga-klubber inden for relativt kort tid meldt officielt ud, at de nu går ind i kvindefodbold med fuldt engagement og eget hold – det er FC København, OB og Viborg FF.