Optakt: HB Køge - Sundby Boldklub

3 (3)
Tilbage
01. oktober 2022
På søndag tager ligaens suveræne tophold HB Køge imod Sundby Boldklub
Der kan ikke findes nogle resultater.

Som skrevet tidligere er det svært, at se hvem der skal stoppe HB Køge denne sæson. Allerede efter 6 runder har de lagt sig i spidsen med maksimum point og 5 point ned til nærmeste forfølger. Det der kendetegner et tophold er at de også vinder kampe på de dage, hvor tingene ikke helt fungerer. En sådan sejr fik HB Køge i sidste runde mod FC Nordsjælland, hvor de på et lidt tilfældigt mål efter et hjørnespark kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med en 1-0 sejr. I løbet af den forgangne uge blev det også en realitet, at HB Køge ikke kommer til at spille Champions League denne sæson efter de blev sendt ud af Juventus i kvalifikationen. HB Køge havde stor ære af begge kampe og især det uafgjorte resultat på hjemmebane var imponerende. Spørgsmålet er om der bliver lidt træthed at spore hos spillerne efter et hårdt kampprogram?

Sundby kom i sidste runde ned på jorden igen efter at have fået 7 point i de tre foregående runder. På en svær udebanemission mod FC Thy-Thisted Q må de se sig besejret med 2-0. Dermed kom der spænding retur i Gjensidige Kvindeligaen, da både AGF og Kolding fik point. Selvom kampen mod HB Køge givetvis ikke er den Sundby har udset sig som en af dem, hvor der er stor chance for point, så har vi tidligere på sæsonen set amagerkanerne spille friskt til og også lige op mod andre af de store hold i ligaen. Det bliver i hvert fald spændende at se hvilken tilgang de vil have til netop denne kamp.

Kampen kan ses på Capelli Sport Stadion kl. 16.00, men den kan også ses på Viaplay.