Optakt: Fortuna Hjørring - Brøndby IF

4 (2)
Tilbage
01. oktober 2022
Søndag eftermiddag er der storkamp i Gjensidige Kvindeligaen, da de to rivaler Fortuna Hjørring og Brøndby IF tørner sammen på Spar Nord Arena
Der kan ikke findes nogle resultater.

Igennem mange år har der været en god rivalisering mellem Fortuna Hjørring og Brøndby, og de har i mange år kæmpet om mesterskabet. De må dog se deres rivalisering gælde kampen om at være førsteudfordrer til HB Køge. Sidste sæson var det Fortuna Hjørring, som var det eneste hold der kunne følge bare nogenlunde med. I år er det så Brøndby som ligner førsteudfordreren  - dog kan en sejr til Fortuna Hjørring i netop denne kamp mindske afstanden mellem de to hold til to point.

Fortuna Hjørring har haft en svingende sæson. De har set stærke ud i mange kampe – især i nederlaget til HB Køge, men alligevel har de måtte forlade banen tre gange uden point. Senest i sidste runde, hvor det noget skuffende blev til et nederlag til bundholdet Kolding. Derfor vil nordjyderne helt klart bruge denne kamp til at revanchere sig samt komme tættere på Brøndby i toppen.

Brøndby har gang i en betydelig bedre sæson end den man kunne frygte efter deres slutspil sidste sæson. Nye spillere begynder at blomstre og pointmæssigt har de lagt godt for land. Det må dog stadig bekymre Per Nielsen at hans hold lukker relativt mange mål ind. I 6 kampe har de lukket 11 mål ind, og vi skal faktisk helt ned til Kolding og AGF på henholdsvis 7. og 8. pladsen for at finde hold der indkasserer flere mål. I sidste runde måtte de nøjes med 3-3 på udebane mod AGF. Selvom resultatet var fortjent har Brøndbyspillerne nok alligevel haft en følelse af at det var to tabte point, da AGF’s udligning kom sent i kampen.

Der er lagt op til et brag af en kamp på Spar Nord Arena søndag kl. 16.45. Kampen vises i øvrigt også på TV3 Sport med optakt fra kl. 16.30.