Få overblikket over fredagens kampe her

MG 9915 21 08 2022 FC Thy Thisted Q Vs AGF 115
Tilbage
08. september 2022
To ”lokalopgør” på programmet fredag aften
Der kan ikke findes nogle resultater.

Efter en landskampspause ruller bolden igen i Gjensidige Kvindeliga, hvor den spændende start nu skal følges op. Runde 4 er interessant, da vi har to kampe der dufter af lokalopgør. Fortuna Hjørring og FC Thy-Thisted Q skal udkæmpe slaget om Nordjylland mens FC Nordsjælland skal køre små 30 km til Amager for at møde oprykkerne fra Sundby Boldklub. Begge kampe spilles fredag aften.

Fortuna Hjørring – FC Thy-Thisted Q

Når de to hold går på banen fredag aften på Nord Energi Arena, er det nøjagtig 120 dage siden de to hold sidst tørnede sammen. Dette gjorde de i sidste års pokalfinale, som Fortuna Hjørring trak sig sejrrigt ud af. Der er derfor ingen tvivl om at FC Thy-Thisted Q vil revanchere netop dette nederlag.

Begge hold ligger med 6 point efter tre kampe og de har det til fælles, at deres eneste pointtab i denne sæson er sket til sidste års mestre fra HB Køge. Her skal det dog tilføjes, at de to holds kampe mod midtsjællænderne var vidt forskellige. FC Thy-Thisted Q havde på hjemmebane ikke mange chance mod HB Køge mens Fortuna Hjørring omvendt var rigtig godt med i deres kamp mod de blå-sort stribede fra midtsjælland, hvor et uafgjort resultat bestemt ikke havde været ufortjent. Fortuna Hjørring kan derfor måske se ind i en sæson, hvor de har nærmet sig HB Køge bedømt på deres indbyrdes opgør.

Begge hold har mistet profiler henover sommerpausen, men begge hold har her i starten af sæsonen ikke vist tegn på at de mangler disse profiler. Eksempelvis har Camilla Kur vist god målform, hvilket har været nødvendigt med tabet af Olivia Holdt Møller, som henover sommeren har skiftet det nordjyske ud med svenske FC Rosengård. FC Thy-Thisted Q har også vist tænder oppe foran hvor en stærk trio i form af Malene Sørensen, Vibeke Andersen og notorisk målfarlige Rikke Dybdal har været skarpe – de to førstnævnte er fuldt fortjent at finde på Månedens Hold for august.

Se slaget om Nordjylland kl. 19.00 på Nord Energi Arena i Hjørring eller på Viaplay.

Sundby Boldklub – FC Nordsjælland

Inden holdene løber på banen på Sundby Idrætspark, vil et kig i tabellen afsløre, at de begge ligger med tre point efter de første tre runder. Sundby kunne sidste runde tage alle tre point med hjem fra Kolding. En sejr der utvivlsomt har skabt enorm glæde, men formentlig også en vis ro, da de første point på kontoen altid er vitale for en oprykker. Sejren kom efter to runder, hvor holdet fra Amager havde spillet jævnbyrdige kampe mod de to tophold i form af Fortuna Hjørring og Brøndby IF men uden at få point. Efter de første point nu er i hus, bliver det spændende at se om det har givet holdet en fornyet selvtillid i jagten på flere point.

At FC Nordsjælland ”kun” står tilbage med tre point efter tre runder kan de kun bebrejde sig selv. Når de kigger tilbage på sæsonstarten vil de i virkeligheden nok været meget ærgerlige over at de ikke har maksimumpoint. Udover deres sejr mod Kolding i anden runde, har de tabt hjemme til FC Thy-Thisted Q i en kamp, hvor nordsjællænderne var særdeles ineffektive. I sidste runde havde de hjemme på Right to Dream Park Brøndby IF helt nede i sækken med en 2-0 føring kort før pausen, men med et mål lige inde pausefløjt og to hurtige mål midt i anden halvleg leverede et Brøndby IF et flot comeback i en kamp, hvor FC Nordsjælland var dominerende på både chancer og boldbesiddelse.

Tag ind og se den spændende kamp på Sundby Idrætspark fredag kl. 19.00 eller på Viaplay.