ARBEJDERNES LANDSBANK INVITERER TIL TOPBOLD I RIGHT TO DREAM PARK
Foto: Gonzales Photo
Superliga-fodbolden holder pause til fordel for landsholdsfodbold, men Gjensidige Kvindeligaen er heldigvis stadig i fuld gang, og på lørdag danner Right to Dream Park rammen om et brag af en kamp, når topholdet fra HB Køge kommer på besøg kl. 16:45. Du kan støtte holdet i kampen om tre vigtige point helt kvit og frit, da vores Toppartner, Arbejdernes Landsbank, har købt samtlige billetter til kampen og inviterer alle til fodbold og popcorn. Det eneste, du skal gøre, er at hente dine billetter på billet.fcn.dk, og når du ankommer til Right to Dream Park vil du få udleveret en FCN Coin, som kan byttes til popcorn i en af boderne.
Indgangene til stadion åbner 15:45, og fra samme tidspunkt vil der være masser af aktiviteter i familieafsnittet. Her vil der nemlig være både autografskrivning, lykkehjul med FCN-præmier, ansigtsmaling og tegnekonkurrence.
Der er derfor ingen undskyldninger for ikke at tage familien, vennerne eller naboen under armen og følges til Right to Dream Park og se noget god lørdagsbold.