Optakt: AGF - Fortuna Hjørring
En kamp der i løbet af ugen har fået et ekstra spændingselement idet udeholdet kommer med en ny trænertrio til denne kamp. Tidligere træner Martin Møller Kristensen er ikke længere i Fortuna Hjørring. I stedet vil det være tidligere assistenttræner Mathias Bengtsson der i samarbejde med nytilkomne Bo Zinck og holdets anfører Florentina Olar skal trække i trådene fra Fortunabænken. Ændringerne sker på baggrund af et pointmæssigt skuffende efterår. Der har til tider været rigtig godt spil, men der er simpelthen ikke kommet nok point på kontoen, hvilket efter 7 runder betyder at man er hele 12 point efter HB Køge og 7 point efter Brøndby IF.
Det bliver dog ikke en nem kamp for Fortuna Hjørrings nye trænertrio, idet de skal møde formstærke AGF, som i de to seneste kampe har hentet 4 point. Deres total er dermed på 5 point og med en sejr i denne kamp vil de komme helt tæt på Fortuna Hjørring. AGF vil formentlig også gerne revanchere den omvendte kamp denne sæson mod Fortuna Hjørring, hvor de blev sendt hjem til Århus med et sviende 5-0 nederlag. For at vinde denne kamp, skal nogle af deres formstærke spillere igen præstere. Senest har især Mathilde Kruse og ikke mindst Cecilie Johansen imponeret. Sidstnævnte i så høj grad, at hun fortjent fik en plads på månedens hold.
Se det spændende opgør i morgen kl. 12.45 på stadion. Kampen kan også ses på TV3 Sport.