Kom til fredagsfest i Thisted

20210430FB K711
Tilbage
31. marts 2022
Hos FC Thy-ThistedQ er det ikke blot fodboldkampe, der er på programmet, når holdet er på hjemmebane
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga.dk / Foto: Fodboldbilleder.dk

Hvad gør man, når det er fredag aften og man gerne vil feste med sine venner, samtidig med at ens favorithold i Gjensidige Kvindeliga spiller kamp kl. 18? 

Hvis man er studerende på et af Thys fem uddannelsessteder kan man betragte sig selv som heldig, da fredagskampen hos FC Thy-ThistedQ gør det muligt, at kombinere de to ting.

På fredag byder klubben nemlig velkommen til "Thys Store Fredags-Fodboldcafé" på Sparekassen Thy Arena.

Kl. 15 åbner dørene til festtelte med øl, grill og beerpong, hvorefter gæsterne finder deres pladser på tribunen til kampstart. Når kampen er fløjtet af, bliver gæsterne tilbudt transport i form af partybus ind til et dansested i Thisted.

Mikael Nielsen, formand for FC Thy-ThistedQ forklarer: 

"Vi så rigtig gerne, at vi havde flere tilskuere til vores kampe. Vi ved at vi har et enormt dygtigt fodboldhold, og nu er det op til os, at vise alle hvad kvindefodbolden kan. Vi gik derfor i gang med at snakke om, hvad der kunne være sjovt at sætte på benene til en fodboldkamp, og så var der en der nævnte de forskellige uddannelsessteder her i Thisted".

Herfra var der ikke langt fra tanke til handling. Klubben inviterede derfor elever fra forskellige skoler til et møde og i fællesskab blev de enige om, at holde en fodboldcafé. 

"Vi har et enormt godt lokalsamfund her i byen, som vi rigtig gerne vil aktivere, så vi har så mange på lægterne til vores kampe som muligt. Vi ved, at vores produkt er enormt stærkt, så nu handler det bare om at vise det". 

Det er derfor ikke bare de unge i byen, der kan se frem til fodboldkampe i Thisted. Klubben har nemlig arrangementer i støbeskeen til holdets fire øvrige hjemmekampe, som hele familien kan se frem til.

Vi kan ikke røbe hvad arrangementerne byder på endnu, men vi kan godt afsløre, at det er en god ide allerede nu, at sætte kryds i kalenderen, når FC Thy-ThistedQ har hjemmekampe. 

Opgøret, såvel som de resterende kampe i runden, kan du som altid se på Viaplay og TV3Sport.