Brøndby-anfører: Vi har bragt os selv i en svær situation

JOH 1571
TV-KAMP
Tilbage
22. marts 2022
Brøndby IF havde et svært efterår og der er forud for forårssæsonen, lange udsigter til guldmedaljer. Men holdet er klar til at kæmpe for alle 30 point.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga

Brøndby IF ligger forud for medaljeslutspillet nr. 3 i Gjensidige Kvindeliga med 13 point op til HB Køge på ligaen førsteplads og otte point til ærkerivalerne fra Fortuna Hjørring på andenpladsen. Ærkerivalerne, der også slukkede pokaldrømmene for Brøndby i dette års kvartfinaler i Gjensidige Kvindepokalen.

Men anfører Nanna Christiansen er efter en lang og tiltrængt vinterpause klar til at kæmpe for point og til at sikre holdet et godt forår.

- Vi har sat os selv i en halvskidt situation i forhold til at vinde mesterskabet, så nu handler det om at tage én kamp ad gangen og hele tiden at udvikle os som hold – det er vores mål. Vi skal selvfølgelig gå efter sejren hver eneste gang vi går på banen, det gør vi altid i Brøndby IF, fortæller Nanna Christiansen.

Vi skal selvfølgelig gå efter sejren hver eneste gang vi går på banen, det gør vi altid i Brøndby IF

Nanna Christiansen, Brøndby IF

For Brøndby IF, der som udgangspunkt altid har målsætningen om at vinde ”The Double”, når sæsonen starter, er dette forår et helt anderledes udgangspunkt, end holdet er vant til. Og for Nanna Christiansen, der tilmed er anfører for holdet, er det helt utvetydigt, at det er en rigtig irriterende situation:

- Jeg har i min tid i Brøndby altid været vant til at ligge i top-2, så den her situation er rigtig dårlig. Vi er mange point efter og det har faktisk været enormt hårdt for mig. Det er min første sæson som anfører for holdet, så jeg føler et stort ansvar. Jeg sætter høje krav til mig selv og er nogle gange måske også for hård mod mig selv, men jeg ønsker at gøre det godt og kigger indad, som det første, når det ikke går som jeg ønsker.

Nu gælder det foråret, hvor Nanna Christiansen og Brøndby IF har målet klar, i første omgang gælder det HB Køge på udebane, når sæsonen skydes i gang fredag 25. marts og det vigtigste for Brøndby-mandskabet, er at kunne se sig selv i øjnene når det bliver sommer og sige til sig selv, at de har haft et godt og godkendt forår og som minimum står med en bronzemedalje om halsen:

- Jeg vil altid sige, at jeg vil vinde guld. Det er mit mål, det vil det altid være, jeg går på banen for at vinde mesterskaber. Men jeg er også realistisk og vores situation er meget svær. Nu handler det for os om at bevare vores tredjeplads og sikre os en medalje, om end det ikke er den farve vi drømmer mest om.

- Vi må tage én kamp ad gangen, der er ikke noget der er tabt endnu. Hvis vi vinder én kamp ad gangen, så kan alt jo faktisk ske. Det vigtigste for os er at vi efter sæsonen, kan se os selv i øjnene og sige til os selv, at vi har haft et godt forår. Så bliver vi stille og roligt bygget op igen også er vi klar til en ny sæson til august, hvor vi igen skal ud at jagte pokaler, afslutter Nanna Christiansen.

Hvis vi vinder én kamp ad gangen, så kan alt jo faktisk ske

Nanna Christiansen, Brøndby IF

Brøndby IF kickstarter sæsonen fredag 25. marts, når de tager turen til HB Køge i et brag af en åbningskamp. Kampen kan ses både på TV3 Sport og Viaplay med optakt fra kl. 19.00.