SE ALLE KAMPENE HER | OVERBLIK OVER BÅDE KVAL- OG SLUTSPIL
Vi er halvvejs i slutspillet og spændingen er høj. Der er derfor meget at se frem til, når hhv. 4 runde i Gjensidige Kvindeliga Kvalifikation og 5. runde i slutspillet står for skud.
Gjensidige Kvindeliga
FC Nordsjælland - Brøndby IF
FC Nordsjælland og Brøndby sparker runden i gang, når de mødes på Right to Dream Park. Gæsterne har ikke formået, at gå fra banen med de tre points i slutspillet endnu. Dette bliver heller ikke nemt mod FC Nordsjælland, som efter en hård start med to nederlag har fundet formen igen med en sejr og en uafgjort i de seneste to kampe. Det er derfor et spændende opgør i Farum, som du kan se i dag kl. 19 på Viaplay og TV3 Max.
Kolding IF - Fortuna Hjørring
Fortuna Hjørring vil helt sikkert forsøge at revanchere sidste uges 1-6 nederlag til HB Køge. Dette skal de forsøge at gøre, når de på udebane møder Kolding. Fortuna Hjørring er det eneste hold som kan vippe HB Køge af tronen, hvorfor det nordjyske hold har brug for at hive en sejr i land. Kolding IF har stadig en sejr til gode, men er også svære at slå, hvilket har udmøntet sig i tre uafgjorte og et nederlag i de første fire kampe - vil de overraske med deres første sejr i slutspillet? Se med på lørdag kl. 13 på Viaplay.
FC Thy-ThistedQ - HB Køge
Der er endnu et spændende opgør på programmet, når HB Køge besøger FC Thy-ThistedQ på Sparekassen Thy Arena. Med kun to points op til Brøndby IF på tredjepladsen, er der vigtige points for hjemmeholdet at hente. FC Thy-Thisted slog netop Brøndby IF i sidste runde, hvorfor de går ind til kampen med stor selvtillid. Selvtillid har de også i HB Køge. I slutspillet har de indtil videre gjort rent bord med fire sejre i ligeså mange kampe. Skal det være FC Thy-Thisted som stopper de forsvarende mestres sejrsstime og bringer spændingen tilbage mesterskabskampen? Få svaret på søndag kl. 13 på Viaplay.
Gjensidige Kvindeliga Kvalifikation
Sundby - B.93
Københavnerholdene sparker 4. runde i kvalspillet i gang, når holdet fra Østerbro tager den korte tur til Sundby Idrætspark på Amager. Sundby er startet som lyn og torden med maksimumpoints efter tre kampe. B.93 er dog også startet flot og er kun to points efter Sundby, hvorfor tilskuerne kan se frem til en topkamp, hvor en eventuel vinder vil stå stærkt i kampen om oprykning. Se med når de to hold brager sammen lørdag kl. 14.00 på Sundby Idrætspark.
OdenseQ - AGF
I Odense tager OdenseQ imod AGF. AGF ligner et hold der gerne vil tilbage blandt de 8 hold der skal udgøre Kvindeligaen efter sommerpausen. Med to sejre og en uafgjort indtager de lige nu 2. pladsen. I den anden ende af tabellen ligger OdenseQ uden points, og hvis de skal gøre sig forhåbninger om at spille med om en af de to oprykningspladser, så er en sejr over netop AGF et must. Vil det fynske hold få deres første sejr i kvalifikationsspillet? Se med her og få svaret, når de to hold tørner sammen lørdag kl. 15 lige HER.
AaB - Varde IF
Rundens sidste kamp står for skud, når AaB byder Varde IF op til dans på AaB's Anlæg. AaB har indtil nu været igennem tre tætte opgør, som har kastet én sejr og to nederlag af sig. Derfor skal de ud at kæmpe for en sejr, så de kan holde trit med topholdene. Varde IF skal på jagt efter deres første point – kommer det på udebane mod AaB? Se med på søndag kl. 13. Se med HER.