HB KØGE-SPILLER SOLGT I REKORDSALG
Af: HB Køge
HB Køge og italienske U.S. Sassuolo Calcio har indgået en aftale om en transferovergang af Julie Nowak, der effektueres med øjeblikkelig virkning. Salget er det mest indbringende for HB Køges kvindeafdeling nogensinde.
Julie kom til HB Køge fra FC Nordsjælland i sommeren 2020 på en halvårig aftale, der hurtigt blev forlænget til udgangen af 2022 som følge af hendes gode præstationer for klubben.
Julie Nowak var i første omgang med til at sikre HB Køge oprykning fra Kvalifikationsspillet til Gjensidige Kvindeliga, hvorefter hun altså også hjemtog to danske mesterskaber og fik debut i UEFA Women's Champions League.
Nu er næste destination så Sassuolo, der i den forgangne sæson blev nummer 4 i Serie A, for 26-årige Nowak.
"Det har altid været en drøm for mig at komme til udlandet. Der har været nogle forskellige muligheder tidligere, men jeg har også været så glad for at være i HB Køge, at der skulle noget specielt til at få mig væk. Det er der kommet nu, og jeg glæder mig helt vildt," siger Julie Nowak om skiftet til Italien.
Timingen i skiftet passer godt for 26-årige Julie Nowak, som færdiggjorde sin uddannelse tidligere på sommeren og nu kan kalde sig Cand.merc.aud samt selvfølgelig dobbelt dansk mester og nu altså Serie A-spiller.
"Jeg var med til at rykke op, og nu er vi blevet danske mestre to gange og har spillet Champions League. Så det er det rigtige tidspunkt for mig at tage afsted på. Jeg er trods alt også blevet 26 år, så jeg synes, det skulle være nu," fortæller Julie Nowak.
Interessen fra Sassuolo har stået på over en længere periode og derfor er alle parter nu glade for, at der er fundet en løsning.
"Vi vil ikke stå i vejen for så spændende et eventyr, som det der nu venter Julie. Hun har gjort det godt her i klubben og senest spillet en vigtig rolle i løbet af forårssæsonen, så det er kun naturligt, at der kommer interesse udefra. Tilbuddet fra Sassuolo passede både os og Julie, så det hele er gået op i en højere enhed, og vi ønsker hende alt held og lykke i Italien," siger HB Køge-direktør Per Rud.
Julie debuterede for HB Køge d. 6. juni 2020 i udekampen mod Vildbjerg SF i Kvalifikationsspillet og spillede sin sidste kamp for klubben d. 4. juni 2022 mod Fortuna Hjørring i Gjensidige Kvindeliga-sæsonen 2021-2022s afsluttende opgør.
Hun nåede 42 kampe for HB Køge i alt.