HB Køges imponerende stime som ubesejret blev brudt denne weekend
I en runde hvor nummer 1-4 og 5-8 mødtes var der lagt op til opgør om vigtige point i både top og bund, og her efter runden kan vi gøre status og kigge nærmere på om ligaen er blevet mere spændende.
I Brøndby var der lagt op til topkamp mellem nummer 1 og 2, og for første gang denne sæson måtte HB Køge forlade banen uden de tre point. Faktisk blev det slet ikke til nogle point, da Brøndby IF toge alle tre point en 1-0 sejr i flot kulisse på Brøndby Stadions Bane 2. Nathalia Wróbel stod for de blågules scoring tidligt i opgøret. Dermed fik Brøndby IF bragt noget spænding tilbage i ligaen, hvor der nu er 5 point mellem de to hold. I den tidlige fredagskamp var der lokalopgør i Thisted, hvor hjemmeholdet FC Thy-Thisted Q tog imod Fortuna Hjørring. I denne kamp var der byttet om på rollerne fra det omvendte opgør tidligere på sæsonen idet Fortuna Hjørring tog alle tre point med hjem i form af en sikker 3-0 sejr. Fortuna Hjørring to sidste mål blev sat ind af indskiftede Omewa Joy Ogochuckwu. Dermed overhaler Fortuna Hjørring netop FC Thy-Thisted Q og indtager nu 3. pladsen – Fortuna Hjørring har fire point op til Brøndby.
I den nedre halvdel af ligaen mødtes FC Nordsjælland og Sundby Boldklub i en kamp, hvor FC Nordsjælland var klart det bedste hold på banen. Længe så det ud til at nordsjællænderne vil tage en sikker 2-0 sejr, men i det sidste kvarter af kampen gik FC Nordsjælland målamok mens amagerkanerne fuldstændig faldt sammen, hvilket resulterede i hele fem mål yderligere, så det endelige resultat blev på 7-0 til FC Nordsjælland. Værd at bemærke i den sammenhæng, er at den ældste af de fire målscorere blot er 21 år. I den anden kamp i bunden mødtes Kolding IF og AGF lørdag eftermiddag. Et underholdende opgør, som bølgede frem og tilbage og først fandt sin vinder sent i kampen, da Sofie Hornemann omsatte et straffespark til scoring og en 3-2 sejr til koldingenserne. De to resultater betyder at AGF og Sundby, som i forvejen lå på de to pladser som betyder kvalifikationsspil efter vinterpausen, fik længere op til Kolding IF og FC Nordsjælland.
Rundens Spiller
Viaplay har i denne runde kåret Brøndby IFs Laura Hermann som Rundens Spiller.
"Til lørdagens topkamp mod HB Køge var Brøndbys Laura Munk Hermann rykket fra backen og op på den centrale midtbane, hvorfra hun leverede en fantastisk indsats! Trods mange knubs arbejdede Brøndby-talentet ufortrødent på, og hun var kraftigt medvirkende til, at holdet fra Vestegnen blev det første i halvandet år til at besejre mestrene fra HB Køge i Gjensidige Kvindeliga. En sådan præstation skal naturligvis medføre titlen som Rundens Spiller".