Optakt: Fortuna Hjørring - Sundby Boldklub
Når Sundby Boldklub tager den lange tur til Hjørring lørdag, er det med visheden om, at de skal spille Kvalifikationsliga til foråret. Netop det faktum kan måske gøre at spillerne kan spille mere frit og dermed skabe problemer for Fortuna Hjørring, som i denne kamp må betegnes som klare favoritter. Holdet fra Amager har været et frisk pust i ligaen, og i starten af sæsonen fik de skrabet en del point sammen. Desværre for Sundby gik luften ud af ballonen, og de kom ind i en dårlig stime – denne stime formåede de aldrig at få brudt, hvilket betyder at de har tabt deres seneste 8 kampe Derfor hvilket måtte de efter sidste runde endeligt sande at de skal en tur tilbage i Kvalifikationsligaen.
Hjemmeholdet har haft et meget blandet efterår, hvor de har ledt efter stabilitet. De har samtidig halvvejs i efteråret skiftet træneren ud, en som netop var ansat i sommerpausen. Derfor har spillerne inden for kort tid også haft tre forskellige trænere, hvilket med garanti også haft en betydning. Fortuna Hjørring er uden sejr i de seneste tre kampe, hvilket kan ses i stillingen hvor de lige nu er 10 point efter Brøndby og hele 17 point efter HB Køge. Samtidig bliver de kraftigt udfordret på 3. pladsen af lokalrivalerne fra FC Thy-Thisted Q. Derfor er tre point i denne sidste kamp i efteråret et must for nordjyderne.
Kom på Nord Energi Arena på lørdag kl. 13.30 eller se kampen på Viaplay.