Optakt: AGF - FC Nordsjælland
Rundens absolutte hovedkamp finder sted på Ceres Park, hvor AGF og FC Nordsjælland krydser klinger i en direkte duel om den sidste plads i forårets grundspil.
Lige nu er der tre point mellem de to hold; FC Nordsjælland ligger på 14 point, mens AGF har 11 point. Da holdene har samme måldifference, vil en sejr til hjemmeholdet give dem den sidste slutspilsplads. Alle andre udfald vil betyde at FC Nordsjælland er at finde blandt de 6 hold, som skal kæmpe om medaljer til foråret.
Begge hold har haft udfordringer med at finde stabiliteten dette efterår. Især havde mange nok ikke forventet at FC Nordsjælland ville ligge i den tunge ende af tabellen. For AGF’s vedkommende er netop denne situation velkendt. De sidste to udgaver af Kvindeligaens grundspil er de blevet netop nummer 7, hvilket har betydet en tur i Kvalifikationsligaen. Derfor vil århusianerne helt sikkert ty til udtrykket ”tredje gang er lykkens gang”.
Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen, var det AGF der trak det længste strå i en kamp, hvor FC Nordsjælland havde rigtig meget boldbesiddelse, men hvor AGF var ekstremt giftige og effektive i deres kontraspil.
Kampen spilles på Ceres Park, hvor en masse tilskuere forhåbentligt danner rammen for en festlig og spændende afslutning på grundspillet.
Kampen spilles kl. 13.30 samtidig med de resterende kampe i runden. Vær med til at skabe den ramme, som spillerne fortjener på Ceres Park. Kampen kan også ses på TV3 Sport med optakt fra kl. 13.00 og på Viaplay.