AGF KVINDEFODBOLD SKAL HAVE NY CHEFTRÆNER

FCN AG~3
Tilbage
21. december 2022
Katrine S. Pedersen får ikke forlænget sin aftale og stopper dermed som cheftræner for AGF Kvindefodbold
Der kan ikke findes nogle resultater.

AF: AGF.dk // Foto: AGF, Dejan Obretkovic

AGF Kvindefodbold har valgt ikke at forlænge aftalen med cheftræner Katrine S. Pedersen, der dermed stopper med årets udgang. Beslutningen er truffet af en enig bestyrelse for AGF Kvindefodbold efter en grundig evaluering.

- For anden sæson i træk formåede vi desværre ikke at kvalificere os til slutspillet, og derfor har vi efter nøje overvejelser vurderet, at der skal nye kræfter til på cheftrænerposten, siger Jacob Nielsen, bestyrelsesformand i AGF Kvindefodbold.

Katrine S. Pedersen blev tilknyttet som cheftræner for AGF Kvindefodbold i sommeren 2021 på en aftale, der løb frem til udgangen af 2022, og den tidligere A-landsholdsspiller og assistenttræner på A-landsholdet har i denne periode været med til at rykke AGF Kvindefodbold i en mere professionel retning.

- På AGF Kvindefodbolds vegne vil jeg gerne takke Katrine for en dedikeret indsats, hvor hun har bidraget til at skabe mere professionelle rammer for spillerne i dagligdagen - blandt andet med indførelsen af to professionelle dage, hvor spillerne udelukkende kan koncentrere sig om fodbold. Det sportslige udbytte af denne investering har dog ikke vist sig i resultaterne på banen, og derfor vælger vi nu at skifte på cheftrænerposten, siger Jacob Nielsen.

Processen med at finde en ny cheftræner for AGF Kvindefodbolds ligahold er godt i gang, og senest inden første turneringskamp i foråret vil en afløser være på plads.