RUNDEN DER GIK

HB Køge
Tilbage
08. august 2022
En målrig første spillerunde er netop fløjtet af
Der kan ikke findes nogle resultater.

AGF – Kolding IF

På Ceres Park åbnede AGF og Kolding IF denne sæsons Gjensidige Kvindeliga. Der var på forhånd lagt op til en tæt affære. AGF var imponerende i forårets Kvalliga mens koldingenserne havde et stærkt forår i slutspillet. Det blev også en meget jævnbyrdig kamp, hvor Caroline Ahrendtsen Jensen, med en drilsk afslutning på kanten af feltet, allerede efter 9 minutters spil bragte århusianerne i front. Det så længe ud til at denne scoring skulle blive kampens eneste, men 6 minutter før tid snød Sofie Hornemann AGFs offsidefælde på en dyb stikning fra Sara Thygesen, hvorefter hun driblede udenom om en fremadstormende Katrine Svane, for sikkert at kunne udligne til kampens resultat 1-1.

Sundby – Fortuna Hjørring

En oprykker mod sidste års sølvvindere og pokalmestre var hvad der var på programmet på Sundby Idrætspark. Fortuna Hjørring kom hurtigt foran ved Florentina Olar, som sikkert udplacerede Laura Frederikke Worsøe i Sundbymålet. Det tidlige mål slog dog ikke Sundby ud. Holdet fra Amager kæmpede godt og efter pausen kom det udlignende mål. Målet blev sat ind af Anna Christine Walther som efter en fin detalje placerede bolden i det lange hjørne uden for Adelaide Gays rækkevidde. Den stilling holdt dog meget kort da nytilkomne Ashley Lynn Riefner scorede sejrsmålet for Fortuna Hjørring.

HB Køge – Brøndby IF

HB Køge startede deres titelforsvar mod Brøndby IF. En kamp som formentlig kunne give os et praj om styrkeforholdet mellem sidste års mestre og sidste års bronzevindere. Vi skulle langt hen i kampen før første mål indtraf, og mod spil og chancer var det gæsterne fra Brøndby der tog føringen. Et hjørnespark blev forlænget, hvilket betød at HB Køges keeper Alberte Vingum Andersen kom på mellemhånd, så Casandra Luthcke let kunne heade Brøndby i front. HB Køge gav dog ikke op og med et kvarter igen havde de nogle gyldne minutter, hvor først Cecilie Fløe og dernæst Maddie Pokorny sikre HB Køge sejren. Cecilie Fløe omsatte en fornem aflevering fra Sarah Jankovska til mål via en sublim helflugter. Dernæst erobrede Maddie Pokorny bolden højt på Brøndbys banehalvdel, for at sende bolden helt op i det ene målhjørne.

FC Nordsjælland – FC Thy-ThistedQ

Rundens sidste kamp fandt sted på Right to Dream Park i Farum, hvor FC Nordsjælland og FC Thy-Thisted, som begge var med i kampen om sidste sæsons bronzemedaljer, krydsede klinger. Sidste års topscorer i Gjensidige Kvindeliga Rikke Dybdahl bragte gæsterne i front efter et kvarters spil med et fornemt ydersidechip. Stillingen holdt til pausen, og i anden halvleg så udeholdet sig ikke tilbage, da først Vibeke Hedegaard Andersen tæt under mål øgede til 2-0 og senere gjorde Malene Sørensen det flot til 3-0. På en stikning fra Rikke Dybdahl sendte hun bolden flot i mål fra en spids vinkel. Kort før tid slap FC Nordsjællands Jóhanna Fossdalsa Sørensen fri i thyboernes felt og hun kunne hun reducere til 1-3, hvilket også blev kampens resultat.