Optakt til 3. rundes to første kampe

Flag
Tilbage
19. august 2022
Tredje runde i Gjensidige Kvindeliga bliver lidt anderledes, da den spilles over to weekender. Det skyldes at Fortuna Hjørring i denne uge skal forsøge, at spille sig et skridt tættere på Champions League. Derfor vil der denne weekend blive spillet to opgør.
Der kan ikke findes nogle resultater.

FC Nordsjælland – Brøndby IF

På Right to Dream Park i Farum mødes to hold, som sidste weekend kunne sætte deres første points ind på kontoen. Det er samtidig to hold, som begge har ambitioner om at kunne spille med i toppen af Kvindeligaen. FC Nordsjælland fandt sidste weekend effektiviteten frem mod Kolding. En effektivitet som de i den grad savnede i første runde mod FC Thy-ThistedQ. I kampen mod Kolding blev fra anden halvlegs start også sæsondebut til Kathrine Kühl – og mon ikke vi ser hende fra start på lørdag. Brøndby fik deres første sejr mod Sundby på deres nye bane 2. Der var mange gode takter og flotte opspil, men samtidig er Brøndby i gang med at spille et ny hold sammen. I startopstillingen mod Sundby var der f.eks. fire af sommerens nyerhvervelser. Det bliver spændende at følge om Brøndby allerede tidligt i sæsonen, har fået de nye spillere integreret i truppen og ikke mindst spillestilen. Der er med andre ord lagt op til en spændende dyst på lørdag mellem to klubber som begge vil forsøge at følge med de to førerhold. Kampen kan ses på Viaplay lørdag kl. 14.00.

 

FC Thy-ThistedQ – AGF

På søndag tørner FC Thy-ThistedQ og AGF sammen på Sparekassen Thy Arena. Fælles for de to hold er det, at de vil have revancheret sidste uges nederlag. Her var de nemlig hver især oppe imod de to førerhold; FC Thy-ThistedQ blev slået 4-0 på eget græs af de forsvarende mestre fra HB Køge mens AGF blev sendt hjem fra det nordjyske med et 5-0 nederlag til Fortuna Hjørring. Begge hold vil kigge tilbage på kampe, hvor kynismen, kommunikationen og opdækningen i eget felt kan forbedres. Der er lagt op til en kamp, hvor der er vigtige point på spil i kampen om at blive et af de seks hold, der efter vinterpausen skal spille i slutspillet. På søndag kan du se kampen på Viaplay fra kl. 14.00.