Gjensidige Kvindeliga får ny hjemmebane

Gjensidige Kvindeliga Får Ny Hjemmebane
Tilbage
08. marts 2021
VIAPLAY og Viasat´s kanaler bliver fra august 2021 og tre år frem hjemmebane for dækningen af Gjensidige Kvindeliga.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Pressemeddelelse

Af: Kvindeliga.dk / Foto: Fodboldbilleder.dk

Efter to år med projektet ”Den ny Kvindeliga” er der nu indgået en stor aftale med NENT Group omkring streaming og TV af kampene i den bedste danske, fodboldrække Gjensidige Kvindeliga.

 

Når efterårssæsonen sparkes i gang i 2021, bliver det nu muligt at se sit favorithold hjemme i stuerne – et væsentlig løft for dansk kvindefodbold mener ligachef Nicolai Kaas Nordstrøm.

 

”Aftalen med NENT Group passer perfekt i DBU´s og klubbernes udviklingsprojekt for Gjensidige Kvindeliga. Vi har allerede nu oplevet klar fremgang for Kvindeligaen på både synlighed, sportslig kvalitet, jævnbyrdighed og tilskuerinteresse. Nu får en langt større del af det danske publikum mulighed for at se dansk kvindefodbold på topniveau direkte på TV og den store VIAPLAY-platform i en redaktionel og produktionsmæssig kvalitet, som Kvindeligaen fortjener,” siger ligachef Nicolai Kaas Nordstrøm.

 

Aftalen med NENT Group indebærer, at én ugentlig kamp vises på NENT Groups tv-kanaler, mens de resterende udarbejdes som tv-produktioner, der kan streames direkte på VIAPLAY.

 

En af de spillere, der startede karrieren i den danske række, er Pernille Harder, som i dag spiller i Chelsea og sidste år blev kåret til verdens bedste kvindelige fodboldspiller. Hun glæder sig over nyheden:

 

”Det er en fantastisk nyhed for dansk kvindefodbold, at den hjemlige danske række nu får fuld dækning, og dermed kan nå ud til alle danske fodboldfans, der har lyst til at følge med. Det er en ting, jeg selv ville have elsket, da jeg løb og drømte om at blive topspiller som barn, og senere da jeg rent faktisk kom til at spille i ligaen. Det vil på alle måder blive et stort løft for vores sport. Niveauet i dansk kvindefodbold har udviklet sig rigtig meget de seneste år, så der venter mange gode timers fodbold til danskerne, og jeg glæder mig også selv til at kunne følge bedre med i ligaen,” siger Pernille Harder.

 

SVP og Head of Sport i NENT, Kim Mikkelsen, er glad for, at aftalen er faldet på plads, og ser frem til at kunne føje endnu en topliga til NENT Groups sportsindhold.

 

”Kvindefodbolden er i kraftigt fremmarch overalt, og Gjensidige Kvindeliga er ingen undtagelse. Klubberne opruster både på spillersiden og i organisationerne, og vi ser meget frem til at sætte yderligere skub på udviklingen af produktet,” fortæller Kim Mikkelsen og tilføjer ”Aftalen betyder, at vi fremadrettet kan sende alt fra Gjensidige Kvindeliga og føje det til et i forvejen omfattende katalog af indhold, hvor vi viser den tyske Frauen Bundesliga, FA Womens Super League, Feminine 1 fra Frankrig, Serie A i Italien, den spanske Primera Iberdrola samt udvalgte kampe fra Champions League.”

 

Aftalen indebærer ikke kun eksponering af Gjensidige Kvindeliga i Danmark, men også i Sverige, Norge, Finland og Island, samt Polen og de baltiske lande, hvor VIAPLAY i løbet 2021 vil blive introduceret.