Fortuna Hjørring hiver sejr hjem i sidste øjeblik

Fortuna Hjørring Hiver Sejr Hjem I Sidste Øjeblik
Tilbage
13. marts 2021
En sejr til Fortuna Hjørring og Brøndby IF betyder at der for alvor er rift om ligaens topplaceringer, når forårssæsonens slutspil fløjtes i gang.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga.dk / Foto: Jess M. Madsen

Fortuna Hjørring – HB Køge: 2-1

Nord Energi Arena

På Nord Energi Arena var der top-opgør, da hjemmeholdet fra Fortuna Hjørring tog imod HB Køge. De to hold mødtes i Sydbank Kvindepokalen i slutningen af februar, og her var det altså gæsterne fra HB Køge, der trak det længste strå. I grundspillets 14. og sidste spillerunde var det dog lørdagens hjemmehold, der fik den bedste start, da anfører Sara Thrige bragte Fortuna Hjørring foran 1-0 efter blot 14 minutters spil. Det lykkes dog gæsterne fra HB Køge at få udlignet efter 39 minutter, da Kyra Carusa fik banket bolden i nettet, og de to hold kunne altså gå til pause 1-1. Anden halvleg så ud til at blive en målløs affære, men i kampens absolut sidste minutter fik Emma Snerle banket bolden i kassen på et straffespark, og bragt hjemmeholdet foran 2-1, som også blev kampens slutresultat.

 

AGF – KoldingQ: 0-1

AGF’s Anlæg – Fredensvang

Efter to store resultater i sidste weekendens spillerunde, skulle AGF og KoldingQ se om det kunne blive til endnu en sejr og tre point i grundspillets sidste spillerunde. Det lignede længe en målløs første halvleg, men efter en periode med flere store chancer til KoldingQ fik Ea Rasmussen banket bolden i kassen for gæsterne, og KoldingQ kunne dermed gå til pause med en 0-1 føring. I anden halvleg fik gæsterne fra KoldingQ spillet sig til flere store chancer, men målfesten udeblev for de to jyske mandskaber, og KoldingQ kunne tage en sejr og tre point med hjem fra Aarhus.  

 

FC Nordsjælland – FC Thy – ThistedQ: 2-0

Right to Dream Park

Også på Right to Dream Park var der revanche-opgør efter februars pokalkampe, hvor FC Thy – ThistedQ dengang fik spillet sig videre i Sydbank Kvindepokalen. I lørdagens opgør var det dog hjemmeholdet, der kom bedst fra start, da Anna Karlsson sikrede FC Nordsjælland en 1-0 føring efter 27 minutters spil, som også blev kampens pausestilling. I anden halvleg skulle der gå 20 minutter, før der kom gang i målfesten. Igen var det hjemmeholdet, der kunne juble over en scoring, sat ind af nytilkommende Ashley Riefner. 2-0 stillingen holdt kampen ud, og hjemmeholdet fra FC Nordsjælland kunne altså glæde sig over en sejr og tre point i grundspillets allersidste spillerunde.  

 

Aab – Brøndby IF: 0-7

Aalborg Portland Park

Det var et offensivt spillende Brøndby IF-mandskab, der mødte hjemmeholdet fra AaB, da de to hold tørnede sammen i grundspillets sidste spillerunde. De hårde offensive pres fra Vestegnsholdet bar frugt allerede efter otte minutter, da Agnete Nielsen kunne bringe gæsterne foran 0-1. En god halv time efter blev den unge Brøndby IF-spiller dobbeltmålscorer, da hun sikrede sit hold en 0-2 pauseføring. Brøndby IF-mandskabet kom flyvende ud efter pausen og kun to minutter inde i anden halvleg sikrede Agnete Nielsen sig et hattrick, da hun gjorde det til 0-3 på straffe. Kun tre minutter efter var det så holdkammeraten Chirine Lamti, der bankede bolden i nettet til en 0-4 føring. Freja Abildå kom også på måltavlen, da hun efter 60 minutters spil kunne gøre det til 0-5. Små fem minutter efter kunne norske Malin Sunde også se sit navn på måltavlen, da gæsterne kom foran 0-6. Rebeka Winther fik også banket bolden i mål og bragt Brøndby IF foran 0-7, som også blev kampens slutresultat.