Fornem titel til FC Thy – ThistedQ-spiller
Af: Kvindeliga.dk / Foto: Thomas Sjørup / Video: Thomas Sjørup
I lørdagens sjette spillerunde var Gjensidige Kvindeliga taget til Thisted for at kåre Månedens Gjensidige Kvindeligaspiller, med blomster og personligt trofæ.
Med flest stemmer fra både lands- og ligatrænere skulle dagens hovedperson overraskes på hjemmebanen, Sparekassen Thy Arena, efter slutfløjt.
Med pæne ord fra cheftræneren, var det en glad og meget ydmyg Rikke Dybdahl, som modtog pris og hyldest fra de fremmødte fans. Rikke selv var dog ikke i tvivl om, at bag prisen og titlen, der stod et stærkt hold, og FC Thy – ThistedQ-spilleren var meget opmærksom på, at få takket holdet for den fornemme pris.
Rikke Dybdahl er den første spiller i FC Thy – ThistedQ, som bliver kåret som Månedens Gjensidige Kvindeligaspiller, og ifølge cheftræner, Torben Overgaard, forhåbentlig ikke den sidste.
Vil du se endnu mere fra overrækkelsen og hæderen af Rikke Dybdahl, så gå ind på kvindeligaens instagram (@kvindeliga), og se højdepunkter fra hele dagen.