Kvindeligaklubberne støtter beslutningen om nedlukning

Kvindeligaklubberne Støtter Beslutningen Om Nedlukning
Tilbage
10. november 2020
Fredag den 6. november blev det besluttet, at efterårets sidste to spillerunder i Gjensidige Kvindeliga skulle udskydes grundet de nye coronarestriktioner.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga.dk / Foto: Fodboldbilleder.dk

Selvom de nye restriktioner kun vedrører to klubber i Gjensidige Kvindeliga, så blev det fredag besluttet at lukke hele ligaen og udskyde efterårssæsonens sidste to spillerunder til foråret.

En beslutning der ifølge Bent Andersen, Match Day ansvarlig i FC Thy – ThistedQ, siger meget om ligaens brand:

- Det siger noget, om det brand vi i fællesskab har bygget op omkring kvindeligaen. Det, at vi står sammen, når det går godt, men også når vi går tilbage, som nu her med corona. Det er i vores øjne super positivt, at otte klubber kan stå sammen om den beslutning, når det i princippet kun er to klubber, der er ramt.

Udover FC Thy – ThistedQ er Fortuna Hjørring også ramt af restriktionerne, og også her er man glad for fredagens udmelding. Torben Vandsted, presse- og kommunikationsansvarlig i Fortuna Hjørring, supplerer:

- Når man bliver ”spærret inde” af en arrig virus, så er det rart med en opmuntring fra ens sportslige bagland. Selvom vi er kede af ikke at kunne spille fodbold lige nu, så kommer sundheden i første række, og derfor er det den rigtige sportslig beslutning, der er taget. Vi er overmådelige glade for, at kvindeligaens turneringsansvarlige har udsat kampene til 2021.

Generelt set er alle otte klubber positive omkring nedlukningen af Kvindeligaen og trods en førsteplads forinden lørdagens planlagte spillerunde bakker direktør i HB Køge Per Rud, ligeledes op omkring beslutningen:

- Vi havde håbet på en hurtig afgørelse, og det fik vi, og bakker op omkring. Når der spilles om point, er det vigtigt, at det foregår på en sportslig korrekt måde. Og det havde det ikke gjort, når både Fortuna Hjørring og FC Thy – ThistedQ ikke kan gennemføre de sidste spillerunder, afslutter Per Rud.

HB Køge, der efter sommerpausen rykkede op i Gjensidige Kvindeliga, har overrasket undervejs i spillerunderne, og kunne inden nedlukningen fejre en førsteplads. Og selvom man er ærgerlig over, ikke at kunne færdiggøre den gode sæson før jul, er der i disse situationer andre interesser, der skal tilgodeses, ifølge HB Køge-direktøren:

- Uanset hvor irriteret man er over det, så mener jeg ikke, at det er klubbernes interesser, der skal tilgodeses, afslutter Per Rud.