Slutspillet i Gjensidige Kvindeliga er klar til tilskuere
Af: Kvindeliga.dk / DBU Kommunikation
Klubberne i Danmarks bedste kvindelige fodboldrække kan snart igen glæde sig over opbakning fra tribunerne og ekstra god stemning. Det sker allerede i den kommende runde i Gjensidige Kvindeliga, hvor der fans er velkommen på lægterne lige som i 3F Superligaen og NordicBet Ligaen, det gælder både i medaljeslutspillet og kvalifikationsspillet.
Mandag den 8. juni meldte Regeringen ud, at det igen ville være muligt at have op til 500 tilskuere på stadions ved udendørs sport. Tirsdag aften blev der for første gang efter nedlukningen af Danmark igen spillet med publikum på de danske fodboldstadions. Og nu er kvindeligaen også parat til at genskabe rammerne omkring kampene, som vi kender dem.
Allerede fra anden spillerunde, vil der også blive åbnet for tilskuere til kampene i Gjensidige Kvindeliga. Der er i første omgang tale om en forsøgsordning gældende for de næste to spillerunder med mulighed for tilskuere til kampene.
Det skaber stor glæde hos Kim Kjærhus, formand for Kvindedivisionsforeningen.
”Vi er rigtig glade for, at Divisionsforeningen med deres stærke arbejde for at få fans på stadion har åbnet nogle døre for os. Nu er muligheden opstået, for at vi kan få op til 500 tilskuere til vores kampe i Gjensidige Kvindeliga. Vi er klar over de restriktioner, som der er, og vi kommer naturligvis til at leve op til de krav. Det er vi især i stand til, fordi vi har en fantastisk samarbejdspartner i Gjensidige Forsikring,” siger Kim Kjærhus.
I første omgang åbnes stadions for tilskuere som en testordning for at se, om og hvordan kvindeliga-klubberne kan håndtere kravene til at afvikle kampene på forsvarlig vis, fortæller Kim Kjærhus. Kvindedivisionsforeningens formand understreger videre, at tilskuere til hjemmekampene skal ses som en mulighed for klubberne og ikke et krav.
Lørdag den 13. juni klokken 14.00 er der fuld runde i medaljeslutspillet, og i både Fortuna Hjørring og FC Thy-Thisted Q er de igen klar til at fans på lægterne. Fortuna Hjørring tager imod VSK Aarhus i en kamp, der vises LIVE på Eurosport 2 og Dplay, mens FC Thy Thisted Q får besøg af Brøndby IF. Du kan finde de nærmere retningslinjer på klubbernes hjemmeside.
KoldingQ tager imod FC Nordsjælland, hvor de ikke når at blive klar til tilskuere og derfor spiller uden tilskuere i denne spillerunde.
Myndighederne tillader op til 500 siddende tilskuere, og det er inklusive spillere, stab og øvrigt stadionpersonale. Desuden anbefales det, at klubberne registrerer alle tilskuere, så det ved eventuel smittespredning vil være muligt at opspore alle, der har været til stede under de enkelte kampe.
Alle forhold omkring tilskuernes adgang til stadion og ophold på stadion skal tilrettelægges af den enkelte klub, så stadionbesøget overholder alle sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Der skal derudover være 2-4 m2 samt en til to meter mellem hver tilskuer.
På kvindeliga.dk kan du finde det helt nye kampprogram for både slutspillet og kvalifikationsspillet i Gjensidige Kvindeliga. Her får du også de seneste nyheder, video-reportager, spillerinterviews, statistik og meget mere.