En god sæsonafslutning skal tages med ind i den nye sæson

En God Sæsonafslutning Skal Tages Med Ind I Den Nye Sæson
Tilbage
25. juli 2020
Louise Eriksen lukker sæsonen 2019/2020 endeligt af og ser frem imod en ny. De gode takter skal tages med videre.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga.dk / Foto: Fodboldbilleder.dk

Louise Eriksen og KoldingQ er netop vendt tilbage fra en kort sommerferie. Der skal kigges fremad mod en ny spændende sæson, med et hold, der nu har spillet sammen i et halvt år, hvor også arbejdet med den nye træner Anders Jensen har stået på. KoldingQ endte på en femteplads i ligaen og med et bittert pokalnederlag til FC Thy-ThistedQ i semifinalen, hjemme i Kolding. Den kamp sidder stadig i Louise Eriksen, efter nogle ugers fortjent sommerferie.

- Det sidder stadig i os, at vi taber pokalen. Men på trods af det, så synes jeg faktisk at vi slutter rigtig godt af. Vi virkede godt sammenspillet til sidst, det skal vi helt sikkert arbejde videre på frem imod den nye sæson, fortæller Louise Eriksen.

- Det bliver en virkelig spændende sæson. Vi står med et hold og en træner, der nu har arbejdet sammen i et halvt år. Nu får vi en hel sæson til at fortsætte udviklingen og arbejdet sammen, det bliver rigtig godt, fortsætter hun.

Nu får vi en hel sæson til at fortsætte udviklingen og arbejdet sammen, det bliver rigtig godt

Louise Eriksen

To nye hold er kommet til i ligaen over sommeren, HB Køge og AaB. Mange spillere er rejst udenlands og det mener Louise Eriksen betyder at det vil blive en tættere liga med en større konkurrence:

- Jeg synes tydeligt, at man kunne se efter corona-pausen, at ligaen var mere lige. Vi kunne spille med imod de fleste hold. Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad de to nye hold byder ind med. Jeg tror på, at det bliver en tæt liga med langt større konkurrence end tidligere.

Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad de to nye hold byder ind med. Jeg tror på, at det bliver en tæt liga med langt større konkurrence end tidligere

Louise Eriksen

Personligt, har Eriksen været en del af KoldingQ siden 2010, først som ungdomsspiller og senere som en del af seniorholdet. De sidste fire sæsoner, har hun været anfører for Kvindeligaholdet, men rejsen har været hårdt arbejde.

- Jeg startede med at sidde på bænken, som en af de unge i truppen. Jeg var klart en af dem, der spillede mindst. Jeg har arbejdet mig til min plads i truppen. Det har været en fed rejse. En virkelig fed rejse. Som anfører, skal jeg selvfølgelig tage mere ansvar også skal jeg være i stand til at hjælpe de unge – selvom jeg endnu selv føler mig ung.

Lørdag 8. august kl.14.00 er det atter tid til Gjensidige Kvindeliga og KoldingQ starter sæsonen hjemme på Autocentralen Park imod Brøndby IF. Den kamp kan du se direkte på kvindeliga.dk, hvor du som altid kan holde dig opdateret om seneste nyt fra ligaen.