VIDEO: Fortuna Hjørring er videre i Champions League
Af: Kvindeliga.dk / Foto: Jess M. Madsen
Både spillere og stab var klar over, at returopgøret mod slovenske ŽNK Pomurje ville blive et noget anderledes opgør end første møde. Selvom det blev endnu en sejr til de danske mestre, blev det en mere indbyrdes kamp, der blev afviklet onsdag aften.
Med en scoring af Emma Snerle i de afsluttende sekunder af første halvleg, var det et Fortuna Hjørring-mandskab, der kunne gå til pause med en 1-0 føring. Efter halvlegen udlignede gæsterne fra Slovenien til 1-1 med mål af Neli Hofman. Det så længe ud til at blive en uafgjort kamp mellem de to mandskaber, men med ti minutter til slutfløjt bringer Mathilde Carstens hjemmeholdet i front. Kort efter kvitterer Sara Thrige med yderligere et mål og udvider føringen. Kampen ender 3-2, da ŽNK Pomurje scorer i overtiden, og sikrer altså Fortuna Hjørring videre til 16’endedelsfinalerne i Champions League.
Målscorer og anfører, Sara Thrige, sætter i videoen et par ord på egen scoring, og hvad kvalifikationen til den prestigefyldte turnering betyder for holdet.