Vigtige point venter i ligaens anden runde

Vigtige Point Venter I Ligaens Anden Runde (1)
Tilbage
10. august 2020
I weekenden er det igen tid til fodbold i Gjensidige Kvindeliga. Der er lagt op til fire intense kampe, hvor ligaens otte hold jagter en sejr og tre point.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga.dk / Foto: Jess Madsen

I weekenden blev Gjensidige Kvindeliga for alvor skudt i gang, og lørdag går det løs igen, når fire ligakampe bliver fløjtet i gang. Efter søndagens kamp, hvor HB Køge vandt en storsejr, og placerede sig på ligaens førsteplads, bliver det spændende at se, hvordan holdene placerer sig i ligaen efter weekendens opgør.

Hver uge bliver en udvalgt kamp vist på SPORT LIVE. De øvrige kampe vises live på kvindeliga.dk.

 

Ugens tv-kamp

AGF – Fortuna Hjørring, lørdag 15. august kl. 14.00

Ceres Park

I ligaens anden spillerunde tager AGF hjemme imod Fortuna Hjørring i sæsonens anden tv-kamp. Begge hold missede de tre point i sæsonens første kampe, og går nu benhårdt efter weekendens tre point. Gæsterne fra Fortuna Hjørring har meget at leve op til, som danske mestre, og det skal blive spændende at se, hvilken taktik AGF har lagt for kampen. Se med på SPORT LIVE, når kampen fløjtes i gang klokken 14.00. 

 

Brøndby IF – HB Køge, lørdag 15. august kl. 14.00

Brøndby Stadion

Oprykkerne fra HB Køge tog en storsejr på hjemmebane i første runde. Lørdag står den på sjællandsk opgør, når holdet tager til vestegnen og spiller imod Brøndby IF, i en kamp, der kan få betydning for den samlede stilling. Ligesom HB Køge tog Brøndby IF også en sejr med fra første runde, og med selvtillid i bagagen må der siges at være lagt op til en storkamp imellem de to hold. Se kampen direkte på kvindeliga.dk.  

 

AaB – FC Nordsjælland, lørdag 15. august kl. 14.00

AaB’s Anlæg

På hjemmebane tager AaB imod FC Nordsjælland, som fik tre point med sig fra første runde. AaB skal rejse sig efter et nederlag imod HB Køge, men går benhårdt efter de tre point, som kan flytte dem fra ligaens foreløbige ottende plads. FC Nordsjælland kan dog samtidig, med en sejr i Aalborg, sikre sig en foreløbig førsteplads i Gjensidige Kvindeliga. Der er altså lagt op til en benhård kamp imellem de to mandskaber. Se kampen direkte på kvindeliga.dk.     

 

FC Thy-ThistedQ – KoldingQ, lørdag 15. august kl. 15.00

Sparekassen Thy Arena

FC Thy-ThistedQ vandt en overraskende udebanesejr over Fortuna Hjørring i sæsonens første runde. På hjemmebane tager de, i lørdagens sidste kamp, imod KoldingQ. Sejren over de danske mestre betyder, at hjemmebaneholdet, med en sejr, kan sikre sig førstepladsen i ligaen. KoldingQ har dog også meget at spille for, da de med en sejr kan blande sig blandt ligaens top tre. Se kampen direkte på kvindeliga.dk.  

 

Husk, at du altid kan holde dig opdateret om seneste nyt her på siden.