Sådan gik første spillerunde

Sådan Gik Første Spillerunde
Tilbage
09. august 2020
Få hele overblikket over første spillerunde i denne sæsons Gjensidige Kvindeliga, lige her.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga.dk / Foto: Fodboldbilleder.dk

FC Nordsjælland – AGF: 4-0

Right to Dream Park

På en varm kunstgræsbane i Farum tog hjemmeholdet imod AGF. Gæsterne fra Aarhus fik spillet sig til et par chancer, men kom efter 22 minutters spil bagud, da FC Nordsjællands Lærke Tingleff fik skudt bolden i kassen til pausestillingen 1-0. I anden halvleg var begge hold tæt på scoring, da de, med få minutters mellemrum, havde skud på stolpe. Dette tog dog ikke selvtilliden fra hjemmebaneholdet, der i løbet af de sidste ti minutter fik lukket kampen ved yderligere tre scoringer af Cecilie Larsen, Camilla Kur og Kathrine Kühl. Med en målrig sejr og et rent mål bringer FC Nordsjælland sig foreløbigt op på ligaens førsteplads.     

 

KoldingQ – Brøndby IF: 1-2

Fynske Bank Arena

På Fynske Bank Arena tog KoldingQ imod sølvvinderne fra Brøndby. Gæsterne kom bedst fra start, og allerede efter tre minutters spil kunne Brøndby juble, da Nanna Christiansen scorede til stillingen 0-1. Føringen blev fordoblet i det fyrrende minut, da Brøndbys, Agnete Nielsen, bankede bolden i kassen til 0-2. Kampen fortsatte målløs, indtil KoldingQ, fem minutter inde i overtiden, fik scoret til slutresultatet, 1-2, med mål af Molli Plasmann. Med denne sejr bringer Brøndby sig på en foreløbig tredjeplads i Gjensidige Kvindeliga.

 

Fortuna Hjørring – FC Thy-ThistedQ: 0-2

Nord Energi Arena

De danske mestre fra Fortuna Hjørring tog hjemme imod FC Thy-ThistedQ. Hjemmeholdet havde svært ved, at få kontrol over kampen, og efter 22 minutters spil kunne Rikke Dybdahl bringe gæsterne foran 0-1, som også blev pausestillingen. Starten af anden halvleg blev indledt med en dobbeltudskiftning hos hjemmeholdet, der stadig manglede scoringer. Dette resulterede dog ikke i mål i kassen for Fortuna Hjørring, der i stedet måtte se til, at Rikke Dybdahl blev dobbeltmålscore og udvidede føringen til 0-2, som også blev kampens resultat. Med en overraskende udebanesejr, over de danske mestre, bringer FC Thy-ThistedQ sig op på en foreløbig andenplads i ligaen.

 

HB Køge – AaB: 7-2

Capelli Sport Stadion

Søndag skulle sidste kamp i første runde afvikles. På hjemmebanen, Capelli Sport Stadion, tog HB Køge imod AaB, og det skulle vise sig at blive en målrig kamp. Gæsterne fra Jylland kom bedst fra start, og kunne allerede efter fem minutters spil juble over en føring forårsaget af Evdokia Popadinova, som fik sparket bolden i kassen til stillingen 0-1. Føringen blev dog kort tid efter til en udligning, da Kyra Carusa fra HB Køge fik scoret for hjemmeholdet. Scoringen fik sat gang i HB Køge, der i løbet af de sidste 30 minutter af første halvleg fik scoret til 2-1 og 3-1, med mål af Maria Nielsen på straffe og Kyra Carusa. Hjemmeholdet fortsatte målfesten i anden halvleg, og Kyra Carusa blev efter 52 minutter igen målscore, da hun fik bolden i kassen til stillingen 4-1. Lærke Niklasson fra HB Køge øgede yderligere føringen, da hun scorede til 5-1, og ti minutter efter kunne Kyra Carusa fejre sin fjerde scoring. Også Lærke Niklasson fik skudt bolden i kassen igen til stillingen 7-1. I overtiden fik AaB’s Gry Thrysøe sparket gæsterne på måltavlen igen til stillingen 7-2, som også bliver kampens slutresultat. Med en målrig sejr i bagagen bringer HB Køge sig på en førsteplads efter ligaens første spillerunde.

 

Husk, at du altid kan holde dig opdateret om seneste nyt her på siden.