Foruroligende mange knæskader i kvinde-elitefodbold
Af: Kvindeliga
I vinteren 2018 var der, i medierne, en del opmærksomhed omkring de mange korsbåndsskader, der specielt plager kvindeelitefodbolden. Mette Zebis fra Københavns Professionshøjskole startede i foråret 2019, et samarbejde med Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital, Team Danmark, Aarhus Universitet og DBU, et forskningsprojekt ”Performance Boost”, der skal forsøge at klarlægge hvorfor der er et overtag af knæskader i kvindeelitefodbold.
- Jeg vil fremhæve at skadesforebyggende træning er helt afgørende for at få minimeret de foruroligende mange knæskader i kvindeelitefodbold. Vi vil, når projektet er fuldendt, være i stand til at dokumentere, om der er tidspunkter i løbet af en sæsonen, som der skal være særligt fokus på, samt hvilke faktorer der kan spille ind på skadesrisikoen – Mette Zebis MSc., PhD, Docent
Mette Zebis og hendes forskningsgruppe har i et tidligere forskningsprojekt fulgt kvindelige elitehåndbold- og fodboldspillere i en periode på to år. Her i blandt flere danske landsholdsspillere som Pernille Harder og Simone Boye. I dette projekt fandt forskergruppen fem risikofaktorer, der kan være en del af årsagen til de mange korsbåndsskader i kvindelige elitefodbold.
Den gode nyhed dertil, er at gruppen på baggrund af denne viden har sammensat en pakke med fire simple øvelser, som er blevet præsenteret i forbindelse med det nye projekt ”Performance Boost” med anbefaling om at alle trænerteams indlægger 4-pakken i deres ugentlige træning.
Med det netop opstartede projekt, som kører frem til sommeren 2020, vil mere end 400 kvindelige elitefodboldspillere blive fulgt i løbet af en hel sæson. Projektet vil indhente detaljeret viden om antal af skader og skadestyper samt tilhørende information om trænings- og kampeksponering, skadesforebyggende træning, restitution, performance, søvnkvalitet og menstruationscyklus.
- Dette projekt vil være med til at klarlægge om tidspunktet i menstruationscyklus- og valg af præventionsmetode, er afgørende faktorer i forhold til risiko for korsbåndsskader – Mette Hansen, PhD, Ass. Professor, Aarhus Universitet
Amanda My Madsen midtbanespiller i FC Nordsjælland, har i sin karriere været ude med to korsbåndsskader og hun glæder sig over at der arbejdes på, at komme skaderne til livs.
- Jeg er med i projektet, fordi jeg selv har været ude med to korsbåndsskader, og jeg vil derfor gerne bidrage med mine input og erfaringer til forskningen. Jeg håber at resultaterne kan sige endnu mere om hvad der går galt i træningen hos så mange kvindelige fodboldspillere. Hvad er det vi som spillere ikke gør, eller som vi gør forkert. Hvad kan jeg som spiller selv gøre, for så vidt muligt, at undgå korsbåndsskaderne.
- Der er aldrig tidligere blev foretaget en så stor undersøgelse på fodboldeliten i Danmark, og projektet forventes at indhente helt unikke data som skal hjælpe os med at minimere antallet af skader i kvindeligaen og derved også minimere tabet af talenter i dansk elitefodbold, slutter Mette Zebis.
Her på Kvindeliga.dk, vil du løbende kunne finde opdateringer og nyt om projektet. De fire øvelser kan ses i klippene herunder.