Tilskuerne strømmer til kvindefodbold

Tilskuerne Strømmer Til Kvindefodbold
Tilbage
25. november 2019
Gjensidige Kvindeliga har i første halvsæson set en stor stigning i antallet af tilskuere på lægterne.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga.dk

Sæsonen er gået på hæld. Og hvilken sæson, tilskuerne er strømmet til. Ligaen har været tættere end nogensinde og målene er skudt ind på samlebånd. Der har været alt mulig grund til at følge med i Gjensidige Kvindeliga.

Der har været flere særdeles gode oplevelser i sæsonen, blandt andet åbnede Ceres Park dørene for kampen mellem VSK Aarhus og OdenseQ. Det var en regnvåd lørdag i november, men alligevel mødte mere end 500 tilskuere op til kampen på Ceres Park. VSK Aarhus og KoldingQ er de eneste to hold, der har formået at trække mere end 700 tilskuere til en hjemmekamp i indeværende sæson. Først var KoldingQ på besøg i Vejlby/Risskov Centret i Aarhus, i sæsonens første midtugekamp og siden var BSF på besøg på Autocentralen Park i Kolding, her fandt 743 tilskuere vejen til stadion og det er faktisk rekord for denne sæson.

Der har været mere end 250 tilskuere i gennemsnit til alle kampene i sæsonen fordelt i hele landet, det er en stigning på 62,7% sammenlignet med sidste sæson. De Jyske klubber har i særdeleshed fundet melodien. VSK Aarhus har haft en stigning i tilskuertallet, sammenlignet med sidste sæson, på 122,5%, de har i gennemsnit haft knap 300 tilskuere pr. kamp i denne sæson, på trods af, at de som den eneste klub kun har haft én SuperMatch. Det er lykkedes med målrettede strategier og samarbejde.

- Vi arbejder målrettet på bestemte målgrupper afhængig af det event vi ser frem imod. SuperMatch var interne medlemmer og lokale skoler, hvorfor vi arbejdede på arrangement for klubmedlemmer, samt var rundt på skoler med promovering. Pigernes Dag handlede om samarbejdsklubber samt den generelle aarhusianske fodboldfan, hvorfor rekrutteringen primært var rettet mod eksisterende samarbejdsklubber og deres piger, samt strategiske samarbejdspartnere som AGF og 3F Aarhus Rymarken og deres medlemmer - fortæller Marie Greve, Kvindeformand, VSK Aarhus. 

Omkring sæsonens højdepunkt i VSK, kampen på Ceres Park, fortæller Marie Greve: 

- Kampen på Ceres Park er uden tvivl en ramme som giver spillertruppen og staben de betingelser, som de fortjener hver gang. En ting er bane, og omklædningsfaciliteter, men den afgørende forskel er at stadionrammen med tilstrækkelige tribunefaciliteter skaber en højere grad af begejstring omkring kampen hvilket smitter af på banen. Samtidig viser det en seriøsitet, som betyder at de fremmødte tilskuere, og særligt primærmålgruppen i de yngre fodboldpiger, får lov til ,som vores cheftræner udtrykte det, "at drømme om noget større og mere". Hele fan-dimensionen får lov at fylde betydeligt mere når rammen giver den gode forudsætninger. Derfor er vi enormt glade for at AGF var villige til at indgå i samarbejdet omkring dagen.  

"Hele fan-dimensionen får lov at fylde betydeligt mere når rammen giver den gode forudsætninger. Derfor er vi enormt glade for at AGF var villige til at indgå i samarbejdet omkring dagen."  

Marie Greve - Kvindeformand, VSK Aarhus

Brøndby er gået frem med 66%, på trods af en svingende sæson. Mens BSF, som den eneste klub i ligaen er gået tilbage med 4% sammenlignet med sidste år.

I FC Thy-ThistedQ har de forsøgt sig med flere forskellige tiltag for at få flere tilskuere på lægterne. Klubben har mærket en fremgang på 59%, hvilket betyder 324 tilskuere i gennemsnit pr. hjemmekamp. Her har tilskuerne til hver hjemmekamp kunne nyde alt den kaffe og kage, som de kan indtage, når billetten er betalt. Derudover har der ved flere lejligheder været byg-selv-burger på tribunen.

I foråret spiller de seks tophold om medaljer, kampene forbliver spændende i en tæt liga og alle i- og omkring ligaen vil fortsætte det hårde arbejde mod endnu flere tilskuere og interesserede til Gjensidige Kvindeliga. 

"Klubberne har arbejdet stenhårdt og forsøgt at forbedre sig på samtlige parametre, det ser vi udbyttet af i disse tal. Det er fantastisk for ligaen og vi fortsætter det hårde arbejde."

Nicolai Kaas - Ligachef Gjensidige Kvindeliga