Fortunas unge hold på hård test i Aarhus

Fortunas Unge Hold På Hård Test I Aarhus
Tilbage
02. august 2019
Selv folk med en meget lang hukommelse i dansk kvindefodbold kan ikke huske, at de mangedobbelt danske mestre fra Fortuna Hjørring har stillet op til en sæsonpremiere med et så ungt og urutineret hold som det sker, når de grønblusede lørdag kl. 13.00 løber ind på Vejlby Stadion til mødet med sidste sæsons bronzevindere fra VSK Aarhus.
Der kan ikke findes nogle resultater.

Af: Kvindeliga.dk

Hen over sommerpausen har nordjyderne været igennem noget, der kun kan betegnes som en sand ”åreladning” af stamspillere: Væk er bl.a. rumænske Florentina Olar, den brasilianske landsholdsspiller Tamires Dias Gomez, Amerikanske Janelle Cordia, de danske A-landsholdsspillere Line S. Jensen, Frederikke Thøgersen, Luna Gewitz og den talentfulde Laura Frank.

Og så skulle man måske tro, at sportschef Peter Enevoldsen har været en travl mand på transfer-markedet hen over sommeren? Nej, bortset fra en ny amerikansk målvogter er tilgangen til Fortunas trup primært kommet fra klubbens eget akademi og suveræne guldvinderhold fra U18 DM rækken.  

Fortunas pengepung for lille

”Vi må erkende, at det internationale spiller-marked har ændret sig. Konkurrencen om de bedste udenlandske spillere er blevet så hård, at Fortunas pengepung ikke er stor nok. Vi får ikke længere det antal henvendelser, som vi fik tidligere – og skal vi tegne kontrakt med en udlænding, skal spilleren være en klar forstærkning. Ellers vil vi hellere give vores dygtige akademi-spillere chancen for at etablere sig i ligaen - og undgår vi for mange skader, føler jeg mig ret sikker på, at vi stadig kan spille med om Champions League pladserne med vores trup,” siger Peter Enevoldsen, der dog indrømmer, at man er på jagt efter yderligere en midt-stopper inden transfervinduet smækker i.

I Århus har cheftræner Hans Paarup kunnet arbejde videre med langt hovedarten af sidste sæsons trup dog fraset den hurtige og fysisk stærke angriber Rikke Marie Madsen, der er flyttet til Norge, og Mathilde Lundorf, der har skrevet kontrakt med Everton. Til gengæld har VSK fået tilgang af Sofie Vendelbo fra Vildbjerg, mens angriber Sofie Bloch for alvor er tilbage efter sin korsbåndsskade.

”Vi må erkende, at det internationale spiller-marked har ændret sig".

Peter Enevoldsen, sportschef Fortuna Hjørring

”Vi kunne godt have brugt en lidt længere optakt, da vi er ved at køre en ny spillestil ind, men ellers glæder vi os meget til kampen mod Fortuna, som vi jo spillede 2-2 med i forårets slutspil. Selvom Fortuna har måttet skifte meget ud, forventer vi stadig en hård kamp, hvor vi skal toppræstere for at få point – men det går vi selvfølgelig også efter,” siger Hans Paarup, der kunne se sit hold vinde 2-1 i den sidste testkamp mod KoldingQ.