Der kan ikke findes nogle resultater.

Klubbens historie

HB Køges satsning på pige- og kvindefodbold begyndte som et lokalt fastholdelsesprojekt. Igennem en årrække havde de lokale klubber oplevet, at de mest ambitiøse ungdomsspillere meget naturligt søgte til klubber med et mere elitært setup. Kombinationen af lang transporttid, og især flere lektier i forbindelse med overgangen til en ungdomsuddannelse, betød dog ofte, at disse ret dygtige ungdomsspillere valgte at sige farvel til fodbolden – ikke fordi de var trætte af fodbolden, men fordi de havde svært ved at få deres liv til at hænge sammen. Med udgangspunkt i udsagnet ”Man bliver ikke en bedre fodboldspiller af at sidde på motorvejen” samt et ønske om at fastholde flest mulige lokale spillere i fodbolden, besluttede en række ambitiøse lokale klubformænd i 2016 sig for at etablere holdsamarbejdet ”HB Køge Pigefodbold”.

Ambitionen i projektet var todelt og blev udtrykt i sætningen ”For de fleste – og de bedste”, som i al sin enkelthed udtrykte en vision om at udvikle et ambitiøst talent-setup, der samtidigt kunne understøtte udviklingen af pigefodbolden i de otte ”moderklubber”. De otte ”moderklubber”, der er en del af projektet, er: Borup Fodbold, Haslev FC, Hellested, Herfølge BK, Køge BK, Køge Pige FC, Køge Nord FC og Svogerslev BK. I takt med, at ungdomsholdene spillede sig op i rækkerne, og stadig flere spillere var omkring DBU´s talentudviklingscentre, opstod der en bevidsthed omkring nødvendigheden af at etablere et seniorhold, der kunne danne ramme om disse spilleres fodboldliv som seniorspillere.

Det første seniorhold blev tilmeldt i række 2 i 2017 og en ubrudt stribe af oprykninger betød, at holdet i efteråret 2019 kvalificerede sig til at spille i Kvalifikationsligaen. I forlængelse af, at seniorholdet har spillet sig op gennem rækkerne, er der også sket en markant udvikling uden for banen. I 2019 blev der indledt drøftelser med HB Køge omkring et muligt samarbejde, og i februar meldte HB Køge så ud, at man går helhjertet ind i kvindefodbolden, sidestiller kvinde- og herresenior sportsligt og arbejder formelt på at integrere kvindesenior i HB Køge pr. d. 1.7.2020.

Efter integrationen af kvindeholdet, i sommeren 2020, kunne HB Køge se sig kvalificeret til at spille i Gjensidige Kvindeliga. Her holdes ambitionsniveauet fortsat højt, da de i februar skabte en målsætning om, at kvalificere sig i Champions League inden 2025. 

Debutsæsonen overgik alle forventninger og startede med en imponerende hjemmesejr på 7-2 mod AaB. Allerede i fjerde sidste spillerunde sikrede HB Køge sig en plads i Champions League 2021/2022, hvilket var en fantastisk præstation, særligt taget i betragtning, at målet oprindeligt var at opnå dette inden for fem år.

Sæsonen kulminerede på Grundlovsdag den 5. juni med en afgørende DM-finale mod Brøndby IF i sidste spillerunde. Her sikrede HB Køge sig førstepladsen med en 3-1 sejr og dermed det danske mesterskab.

I efteråret fulgte HB Køges debut i UEFA Champions League, hvor holdet først skulle igennem to kvalifikationskampe mod AC Sparta Prag, som blev besejret med henholdsvis 1-0 og 2-0. Efterfølgende blev HB Køge placeret i en gruppe med storklubberne TSG 1899 Hoffenheim, Arsenal FC og FC Barcelona. Den første gruppekamp fandt sted den 5. oktober 2021 på udebane mod TSG 1899 Hoffenheim og resulterede i et nederlag på 5-0. Ni dage senere spillede HB Køge på hjemmebane mod FC Barcelona, hvor 1.930 tilskuere så et tæt opgør, som endte med en kneben 2-0 sejr til Barcelona. Den 10. november mødte HB Køge Arsenal FC på Capelli Sport Stadion foran et endnu større publikum, men måtte desværre se sig slået med 5-1.

Mesterskabet i debutsæsonen var ikke nok, og eventyret fortsatte for HB Køges kvinder. Holdet sikrede sig yderligere to danmarksmesterskaber i 2022 og 2023 samt kvalifikationsspil til Champions League mod Juventus FC i 2022 og finske KuPS Kuopio i 2023.

I 2024 vandt HB Køge bronzemedaljer i et tæt kapløb med FC Nordsjælland og Brøndby IF.