Fortuna Hjørring
Truppen
KLUBBENS HISTORIE
Det var koner og kærester - såkaldte "fodboldenker" - til fodboldspillere og ledere i Hjørring Frem der startede dameboldklubben Fortuna Hjørring på en stiftende generalforsamling fredag den 28. oktober i 1966.
Klubbens første sportslige tiltag var bordtennis. I foråret 1967 blev håndbold startet op under VGU og fodbolden startede langsomt op. I 1971 kom kvindefodboldens gennembrud, da de danske damer vandt det uofficielle verdensmesterskab i fodbold for øjnene af 110.000 tilskuere på Aztec stadion i Mexico City.
I 1972 blev kvindefodbolden optaget i FIFA og dermed i DBU. Frems Venner besluttede sig til at være med fra starten, og til at varetage trænerjobbet overtalte man Hjørring Frems kasserer John Robert Larsen, der var ved at gennemgå DBUs træneruddannelse. "JR" lovede i første omgang at tage indendørssæsonen, indtil man kunne finde en anden, - det skulle senere vise sig at blive til ni år som førsteholdstræner i klubben.
Efter 9 sæsoner som træner stoppede John Robert Larsen efter sæsonen 1981, og startede i 1982 ungdomsturneringen Dana Cup. Der er i dag 5 fuldtidsansatte og 2 deltidsansatte i Dana Cup.
Efter en del sølvmedaljer vandt Fortuna Hjørring i 1994 sit første danske mesterskab med træner Ove Christensen. Det blev også til dannmarksmesterskaber i 1995 og 1996, under ledelse af Steen Andersen. I 1999 med Jacob Nørgaard, i 2002 med Steen Refsgaard, i 2009 og 2010 med Flemming Nielsen som træner i 2014 og 2016 med Brian Sørensen som træner og senest i 2018 med Carrie Kveton som cheftræner og Peter Enevoldsen, som hendes assistent.
Fortuna Hjørring blev landspokalvindere i 1995 - 1996 - 2000 - 2001 - 2002 - 2005 - 2008 - 2016 og er således den klub i Danmark, der har vundet landspokalen flest gange. Fortuna Hjørring har vundet "The double" fire gange, nemlig i 1995, 1996, 2002 og 2016, vandt det nordiske mesterskab i 1995 og 1996, og er den eneste danske klub, der har vundet det Nordiske Mesterskab.
I år 2002 afviklede UEFA det første europæiske mesterskab i kvindefodbold, og det Nordiske Mesterskab blev derfor nedlagt. I 2003 deltog 35 nationers mesterhold i "UEFA Womens Cup", og Fortuna Hjørring spillede sig frem til finalen, hvor det dog blev til et nederlag til svenske Umeå IK.
Fortuna Hjørring slog dermed yderligere en rekord, nemlig at være det første danske hold overhovedet, der nåede frem til en finale i en europæisk turnering. Fortuna har haft 11 formænd i årenes løb. Den længstsiddende er Jette Andersen, der klarede 29 år på posten, inden hun i foråret 2019 valgte at overlade formandssædet tit Birgit Christensen.